Måske kan man undres over, at butiksejere ikke studsede, da en ukendt gerningsmand i lørdags købte lottokuponer på Sydals for 30.000 kroner på et stjålet Dankort. Det kan ikke være hverdagskost at delvist maskerede kunder køber for 15.000 kroner Lottokuponer.
Manden kom iført halvlang, grå dynejakke, der var snøret omkring ansigtet og havde solbriller på ind til Spar i Lysabild og ville købe lottokuponer for 15.000 kroner.
Det fik han lov til og derpå kørte han videre til Brugsen i Skovby i en lille, rød bil.
Her købte han igen lottokuponer for 15.000 kroner.
Han fik senere et nej i Havnbjerg og Fynshav.
Dankortet, som manden betalte med, er stjålet et andet sted i landet.
Derfor vil politiet gerne høre fra vidner, der har set den gråklædte, formummede mand køre rundt i en rød bil på Als.