Danfoss og Brugsforeningen for Als og Sundeved i samarbejde om fremtidens supermarked

11. januar 2020 Erhverv Skrevet af: Michael Kjær

Det bliver Brugsforeningen for Als og Sundeved der skal samarbejde med Danfoss om fremtidens supermarked i Svenstrup tæt ved Danfoss’ hovedkontor. Det bekræfter brugsforeningens direktør Lars G. Andersen overfor SønderborgNYT.

”Vi har valgt at flytte vores nuværende Fakta-butik fra Havnbjerg til Svenstrup, fordi den nuværende butik er nedslidt. Samtidig vil den nye Fakta-butik ligge perfekt i forhold til det kommende Nordals Ferieresort, som forventes at åbne i 2023”, fortæller Lars G Andersen og tilføjer, at der-  udover Fakta-butikken – også opføres en OK-tankstation med tilhørende vaskehal og ladestandere til elbiler.

Artiklen fortsætter under annoncen

Danfoss ønsker med samarbejdet, at demonstrere køleteknikker og smart anvendelse af energi til såvel køling som opvarmning og det nye supermarked vil ligge sammen med Danfoss’ andre test- og demonstrationsfaciliteter i Nordborg.

”Brugsforeningen for Als og Sundeved er den helt rigtige samarbejdspartner for os. De har afsæt i det lokale, et godt kendskab til markedet og til kunderne og så har vi arbejdet sammen i mange år i forbindelse med flere forskellige energirenoverings- og energioptimeringsprojekter i deres butikker”, fortæller Danfoss’ pressechef, Mikkel Thrane, til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Brugsforeningen for Als og Sundeved er Danmarks største brugsforening og driver to Kvickly-butikker, tre SuperBrugsen-butikker, fem Dagli’Brugsen-butikker, tre Fakta-butikker samt 13 OK-tankstationer og fem vaskehaller – alle placeret i Sønderborg-området.

”Vi har arbejdet rigtig godt sammen i mange år og vi har stor tillid til hinanden. Danfoss har været en gennemgående samarbejdspartner i forbindelse med energirenoveringerne af vores butikker, så det er helt naturligt, at skulle arbejde sammen om det nye supermarked i Svenstrup og det går hånd-i-hånd med vores strategi om, at gøre vores butikker så miljøvenlige som overhovedet muligt”, siger Lars G. Andersen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Brugsforeningen for Als og Sundeved fik i oktober måned sidste år tildelt ZERObutik diplomer til syv af deres dagligvarebutikker for at have reduceret butikkernes CO2-udledning med i gennemsnit 43,42 procent.

Alle formelle godkendelser er på plads og første spadestik til fremtidens supermarked i Nordborg forventes at blive taget i løbet af sommeren og det er planen, at dørene til den nye Fakta-butik i Svenstrup åbnes i løbet af sommeren 2021.

19. maj 2024 112, Sydals

Det er højsæson for have- og naturbrande

19. maj 2024 112

  Efter en lang vinter, hvor frosten har drænet planterne for vand, skal der kun en smule sol til at udtørre naturen og skabe brandfare, oplyser Beredskab Sønderborg. Det er især aske og cigaretskod, afbrænding af haveaffald og brug af ukrudtsbrænder, der er årsag naturbrande. Og mange benytter det gode vejr i Pinsen til grill […]

Læs mere...