Eleverne på Sønderskov-Skolen skal flytte brikkerne

Pressefoto
Pressefoto
14. november 2022 Uddannelse Skrevet af: Ole Kæhler

Unge i alderen 10-15 år uddannes til Playmasters – fremtidens unge ildsjæle, når Dansk Skoleskaks Playmaster-kursus kommer til Sønderskov-Skolen den 23. november. De unge Playmasters kan efter kurset organisere læringsaktiviteter med skoleskak for deres kammerater, så flere unge spiller hjernen stærk.

På Playmaster-kurset lærer de unge at arrangere frikvartersskak og hjælpe til på Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag før vinterferien, hvor mange unge tager deres første skaktræk og spiller hjernen stærk med skoleskak.

Artiklen fortsætter under annoncen

”De unge PLAYMASTERS vokser en halv meter på en formiddag, når de lærer metoder og minigames, der bidrager til en mere spændende skoledag på tværs af alder og kultur på deres egne skoler. Og skolerne er selvsagt glade for de dygtige PLAYMASTERS, der gør det sjovere at gå i skole for alle”, siger David Christoffersen i en pressemeddelelse. Han er læringskonsulent i Dansk Skoleskak.

På PLAYMASTER-kurset kommer de unge hurtigt i ilden, og får allerede på kurset ansvar for en hel lektion i en indskolingsklasse – et ansvar, der udvikler alles evner, minut for minut. Alle deltagere går fra dagen med en flot Playmaster t-shirt, som et synligt bevis på et velgennemført kursus.