Der er lige nu en stor stigning i antallet af indbrud her i området. Politiet gør derfor en stor indsats for at få fat på tyvene.
– Vi har meget stort fokus på indbrud for tiden – det er en af vore topprioriteter, siger Mads Hansson fra Sønderborg Politi til Radio Als.
Forleden ringede politiet på hos to gamle kendinge der begge har indtil flere indbrud og anden lignende kriminalitet i ”bogen”.
Begge adresser blev ransaget og der blev fundet ca. 200 gram hash og ca. 35 gram hård narko.
Det blev også til en overtrædelse af våbenloven, fordi der blev fundet et hjemmelavet stikvåben.
– Det lignede noget fra en film. Det var et meget uhyggeligt våben, fortæller Mads Hansson.
Udover narko og våben blev der fundet flere ting fra indbrud og tyverier, blandt andet 8 armbåndsure, der alle havde prismærker på endnu.
– Indsatsen fortsætter og vi opfordrer også folk til at holde øjne og ører åbne rundt omkring på villavejene, siger Mads Hansson.