Mark & Christoffer har i en tid fejret deres 25 års jubilæum og det hele blev rundet af med en koncert på duoens hjemmebane fredag aften, hvor de for anden aften i træk, var på scenen i Sønderborg Teater.
De to musikalske venner, Mark Dixon og Christoffer Brodersen, begyndte at spille sammen, mens de begge gik på Statsskolen. I begyndelsen tog de ganske enkelt bare guitarerne med på værtshus og spillede sig til gratis øl.
Senere blev det til egentlige koncerter – og det startede med, at de var inviteret til Kultursalen i Augustenborg for at spille en forårskoncert.
“Efter den begyndte vi på vores julekoncerter og så gled det hele afsted derfra”, sagde Mark Dixon til SønderborgNYT.
Nu var det jo jubilæumskoncert, så duoen havde fået assistance fra tre dygtige musikere: Pianist Ronnie Flyvberg Olesen, violinist Ditte Fromseier og kontrabassist Anders Bækgaard.
“og vi er enormt stolte over, det lykkedes os at få så gode musikere med til vores jubilæumskoncerter – og selvfølgelig også over, der er så mange mennesker, som har købt billet til dem”.
Sammen skabte de en aften fyldt med fantastisk musik og godt humør, blandet med sjove anekdoter fra de 25 år, Mark og Christoffer har været musikalske legekammerater. Der var sørgmodige sange, muntre sange og også flere helt fantastiske sange – blandt andre sange, der er skrevet af Simon og Garfunkel og Queen.
Her er der billeder fra koncerten.