Ind imellem er der nogle, der fortæller, at Sønderborg Kommune tit fyrer SOSU-elever og at eleverne så tager til Aabenraa og gør deres uddannelse færdig.
“Og det kan jeg blankt afvise. Vi gør rigtigt meget for at holde på vores elever”, siger teamleder Cristina Nørholt, som har ansvaret for SOSU-eleverne. Hun fortæller, at der selvfølgelig er elever, som selv afbryder deres uddannelse eller som bliver bedt om at stoppe.
“Hvis vi opsiger en elev, så kan det skyldes fravær eller det kan være, at eleven ikke er klar til at lære og uddanne sig”, siger teamlederen til SønderborgNYT og tilføjer, at inden det sker, så har der været flere samtaler og forsøg på at få rettet op.
Der bliver også talt med de elever, som selv siger farvel.
“Vi prøver altid at få årsagen at vide – og nogle elever hjalp vi med ekstra sprogundervisning, så de ikke følte sig udenfor. Det er sådan, at kan vi gøre noget for at hjælpe eleverne gennem deres uddannelse, så gør vi det”, siger Cristina Nørholt. Selvfølgelig er der nogle, som i forløbet finder ud af, at faget alligevel ikke er dem.
Og det, at arbejde med mennesker, er et job, som både kræver en del og som også gi’r meget igen.
“I SOSU-rækkerne har vi mange medarbejdere, som er stolte af deres arbejde, hvor de får nogle virkeligt gode relationer til de ældre mennesker, som de hjælper. Især SOSU-hjælpere, fordi de er den røde tråd i alt omkring den enkelte ældre”.
















