Byrådsmedlem Bjørn Allerelli Andersen, Socialdemokratiet, skriver:
Ulkebøl-Hallen fra 1968 trænger til renovering, og jeg synes det vil være en god idé at få projektet med i Sønderborg Kommunes kommende budgetaftale for 2025-2028
Ulkebøl-Hallen ser ind i en fremtid, hvor reparationer og vedligehold af de nuværende – og til dels forældede og meget slidte – installationer vil øge driftsomkostningerne betydeligt.
Kapacitetsudnyttelsen i Ulkebøl-Hallen afspejler en høj belægningsgrad. Fra mandag til torsdag er hallen således booket fra kl. 16:00-22:00, mens det om fredagen gør sig gældende fra kl. 15:30-19:30. Der er faste træningstider kl. 9:30-12:00 om lørdagen, mens de fleste weekender desuden er booket til håndbold- og badmintonkampe. I dagtimerne i hverdagen råder Ulkebøl Skole over hallen fra kl. 8:00-16:00, og skolen udnytter tiden fuldt ud til idrætsundervisning. Sønderborg Kommune støtter i dag Ulkebøl-Hallen med et årligt driftstilskud på 1.721.858 kr. Ulkebøl-Hallen lejes ikke ud til fester og lignende og har ingen indtægter ud over det kommunale tilskud bortset fra mindre sponsorindtægter.
Ulkebøl-Hallen har ansøgt Sønderborg Kommune om økonomisk støtte til renoveringsprojektet, som skal gennemføres i 2025 og består af en renovering og udvidelse af eksisterende depotrum, en renovering af omklædningsfaciliteter samt etablering af et multirum. Halbestyrelsen ønsker med renoveringsprojektet at omdanne Ulkebøl-Hallen til et moderne og lokalt samlingspunkt, hvor de eksisterende brugeres ønsker og behov imødekommes, samtidig med at rammerne bliver skabt for en udvidelse af målgruppen. Projektet harmonerer med fokusområderne ‘Levende byer, lokalsamfund og fællesskaber’ og ‘Et godt liv’ i Byrådets Vision 2022-2025, ligesom det spiller ind i Idræts- og fritidspolitikkens indsatsområde ”Idræts- og fritidsfaciliteter”, der blandt andet handler om, at Sønderborg Kommune fortsat vil udvikle og sikre gode rammer for kommunale og selvejende idræts- og fritidsfaciliteter samt styrke en optimal udnyttelse af idræts- og fritidsanlæggene.
Sønderborg Kommune har modtaget en ansøgning fra bestyrelsen i Ulkebøl-Hallen, hvori bestyrelsen anmoder om støtte til et renoveringsprojekt i 2025 i Ulkebøl-Hallen. Jeg mener at halbestyrelsen har fint fokus på optimering og bæredygtighed med disse tiltag.
Renoveringsprojektet består af tre dele: 1. Renovering og udvidelse af eksisterende depotrum 2. Renovering af omklædningsfaciliteter 3. Etablering af multirum.
Ulkebøl-Hallen er en selvejende institution, som blev etableret i 1968. Hallens bestyrelser oplyser, at hallen har et stort fokus på de unge under 18 år og de lokale foreninger. Det er bestyrelsens ønske, at renoveringsprojektet skal være med til at omdanne hallen til et moderne og lokalt samlingspunkt, hvor de eksisterende brugeres ønsker og behov imødekommes, samtidig med at rammerne bliver skabt for en udvidelse af målgruppen. Det er således bestyrelsens ønske at bibeholde foreningssporten i Ulkebøl-Hallen, samtidig med at hallen bliver samlingspunkt for hele familien, både ung som gammel.
Af ansøgningen fremgår det, at Ulkebøl-Hallen i dag mangler depotplads til moderne og større gymnastikredskaber. Herudover er omklædningsrummene ikke længere tidssvarende, hvilket gør det mindre attraktivt for brugerne at benytte disse. Ulkebøl-Hallen oplever desuden, at skole og foreninger klager over, at der mangler omklædning til lærere/trænere samt dommere. Endelig oplyser Hallens bestyrelser, at det – grundet en høj belægningsprocent i de nuværende halfaciliteter – ikke er muligt for hallen at tilbyde hallens faciliteter til nye brugere såsom dagplejere, ældreforeninger samt andre foreninger. Dette skal etableringen af et multirum råde bod på.
Et multirum vil desuden kunne afhjælpe de eksisterende foreningers behov for ekstra opvarmningsplads, når der spilles flere kampe i Ulkebøl-Hallen samtidig, ligesom Ulkebøl Gymnastikforening allerede har givet udtryk for, at de kan udbyde flere hold, hvis der etableres et multirum. Hallens bestyrelser oplyser, at halbestyrelsen i forbindelse med tilbudsindhentningen har haft et stort fokus på optimering i dagligdagen af de faste udgifter, heriblandt el, vand og varme. Ifølge Hallens bestyrelser vil renoveringsprojektet med dette fokus på energi- og miljøoptimering samlet set ikke medføre forøgede driftsomkostninger.
Jeg håber at ansøgningen bliver en del af forliget i efterårets budgetforhandlinger, med forslag om et engangstilskud på 5,2 mio. kr. inklusive moms eller som en forhøjelse af Ulkebøl-Hallens årlige driftstilskud svarende til det årlige afdrag på et realkreditlån og dermed medtages i efterårets budgetaftale for 2025-2028.






















