Louise Herping Ellegaard, kendt fra Løvens Hule, var inviteret til at fortælle om sin første iværksætteroplevelse ved Sønderborgs nye årlige iværksætterfestival, I·DAG – og hun fortalte om sin rejse fra iværksætter til succesfuld investor.
Som historiestuderende på SDU fik Louise Herping Ellegaard, sammen med to venner, ideen om at skabe læringsplatformen Clio. Som investor i dag kan hun se værdien i, at de var tre om virksomheden. Hun ser forskellige personligheder og kompetencer i en virksomhed som en stor styrke. Derfor opfordrer hun i dag iværksættere til at være flere om opstarten af en virksomhed.
De første mange år kunne de tre stiftere af Clio ikke udbetale sig selv løn, men de arbejdede målrettet på at levere det, som folkeskolerne havde brug for, og formåede at skille sig ud fra konkurrenterne ved at fokusere på brugervenlighed og visuelt stærkt design. Den tilgang gjorde det muligt for Clio at konkurrere med giganter som Egmont, et af Danmarks største forlag. I 2018 blev Clio solgt til den svenske mediegigant, Bonnier, hvilket sikrede Louise Herping Ellegaard et stort millionbeløb.
Efter salget har Louise Herping Ellegaard investeret i flere startups og er nu en af investorerne i Løvens Hule.
I sit foredrag understregede hun, at en god idé alene, ikke er nok for at lykkes som iværksætter, men at man også skal kunne eksekvere og have styr på økonomi og budget.
“Uden et klart økonomisk overblik er det umuligt at vurdere, hvor ressourcerne bedst skal bruges – hvad enten det er på markedsføring, produktudvikling eller lagerstyring”, sagde Louise Herping Ellegaard.
“Taberne er dem, der ikke tager økonomisk overblik seriøst”.
Der deltog omkring 160 mennesker ved arrangementet, hvor der var fokus på iværksætteri.






















