Næste søndag – den 24. november – er der åbningsreception hos Bondy Voks på Grundtvigs Allé 174 og det er Anne Louise Jensen, som er flyttet hjem til Sønderborg efter en tid i Horsens, der står bag.
“Jeg tilbyder voksbehandlinger til alle mennesker – både kvinder og mænd – der vil af med hårene på ansigtet, armhulerne, benene og intime steder. Ikke alle vokser mænd intimt, men det gør jeg”, siger Anne Louise Jensen til SønderborgNYT.
Anne Louise Jensen er selv blevet vokset i en årrække.
“Og dengang jeg flyttede hjem fra Horsens, ledte jeg efter et ‘vokssted’, som havde god service og gav gode behandlinger – og det endte med, jeg bestemte mig for at åbne mit eget, hvor jeg kan hjælpe andre af med stikkende hår, så de bliver helt glatte. Der vil ikke være noget, der klør”, siger Anne Louise Jensen og tilføjer:
“Jeg har talt med andre og er sikker på, der er kunder til Bondy Voks, som tilbyder en god oplevelse med en god voksbehandling – og selvfølgelig er jeg fagligt klædt på til de opgaver, der venter”.
Det er på ingen måde tilfældigt, at Anne Louise Jensen har valgt at have sin virksomhed på Grundtvigs Allé.
“Bondy Voks ligger diskret og sådan er det ikke i midtbyen. Desuden er der rigtigt gode parkeringsforhold”.
Lige nu er Anne Louise Jensen i fuld gang med at indrette sin klinik – og der er andre, som er i gang med at gøre hjemmesiden køreklar.




















