Hvis du havde planlagt at sætte dig godt til rette foran computeren i eftermiddag for at følge byrådsmødet direkte fra Rådhuset, må du desværre finde på noget andet. SønderborgNYT har nemlig valgt at stoppe de direkte udsendelser af byrådsmøderne på SønderborgNYT TV – en beslutning, der skyldes nye krav fra Sønderborg Kommune.
“Vi har taget en principiel beslutning om at stoppe de direkte udsendelser fra byrådsmøderne på SønderborgNYT TV. Kommunen vil ikke længere acceptere, at vi viser vores logo og anden grafik under udsendelserne, og det finder vi helt uacceptabelt,” fortæller Michael Kjær, ansvarlig for SønderborgNYT TV.
Beslutningen blev truffet, efter at Sønderborg Kommune med blot én dags varsel ændrede reglerne for, hvordan medier må bruge det web-tv-signal fra byrådssalen, som kommunen har stillet til rådighed i tre år via leverandøren KommuneTV. Ændringen har efterladt SønderborgNYT i en svær situation.
“Teknisk set kunne vi godt fortsætte med at sende, men når vi ikke selv må bestemme, hvordan vi præsenterer vores indhold – inklusive vores stations-id – mister det hele sin mening. Som medie er det afgørende, at vi kan vise vores seere, hvor de ser med, og det har Sønderborg Kommune nu forbudt. Det er simpelthen uforståeligt for os,” siger Michael Kjær.
Sønderborg Kommune betaler hvert år 90.000 kroner til KommuneTV for at producere billede og lyd fra byrådssalen. Men hvorfor reglerne pludselig er ændret, har kommunen ikke kunnet give et klart svar på.
“Sønderborg Kommune kender ikke baggrunden for KommuneTV’s ønske, men har taget det til efterretning. Som allerede nævnt er der tale om en service, der stilles gratis til rådighed for Sønderborg Kommune og øvrige medier,” skriver Pernille Svindt Lentfer, sekretariatschef i Sønderborg Kommune, i et skriftligt svar til SønderborgNYT.
Mellem 400 og 600 seere plejer at følge byrådsmøderne direkte via SønderborgNYTs web-tv-platforme, men det er nu slut, og Michael Kjær undrer sig over, at kommunen vælger at ændre reglerne netop nu:
“Det virker lidt paradoksalt, at kommunen ændrer reglerne et år før kommunalvalget, så vi ikke kan sende som vi har gjort i tre år. Byrådsmøderne er jo en oplagt platform for alle byrådsmedlemmer til at kommunikere deres politik direkte til sønderborgerne, og det bliver nu ikke længere muligt for vores seere,” siger han.
Selvom SønderborgNYT stopper de direkte udsendelser, vil SønderborgNYT fortsat dække byrådsmøderne redaktionelt og have en journalist til stede i byrådssalen. Vil man se møderne live, henviser kommunen nu til deres egen hjemmeside og – som noget nyt – deres Facebookside.
“Efter vi meldte ud, at vi ikke længere vil sende byrådsmøderne på SønderborgNYTs web-tv-platforme, fortæller kommunen, at man også kan se møderne på deres Facebookside. Jeg vil ikke kalde det konkurrenceforvridning, men som et kommercielt, privatejet medie, der stiller gratis redaktionelt indhold til rådighed og finansieres af annoncer, er det et stort problem, at Sønderborg Kommune pludselig bliver vores konkurrent på web-tv-seere og samtidig begrænser os fra at sende byrådsmøderne,” siger Michael Kjær.
Seertallene taler da også deres tydelige sprog. Mens oktober måneds byrådsmøde blev set 67 gange på kommunens hjemmeside, fulgte hele 561 seere med via SønderborgNYT TV.
“Jeg forstår godt, at kommunen gerne vil have flere seere, da 67 visninger jo ikke er imponerende. Men at de skal opnå det ved at begrænse os som privat medie, det klæder ikke Sønderborg Kommune,” slutter Michael Kjær.





















