Udviklingen af Center Øst begynder med nedrivningen af Lemvigh Müllers nuværende lokaler, som skal omdannes til et attraktivt butiksområde. Lemvigh Müller vil fortsat drive sin forretning fra den nye placering.
En af de nye aktører på adressen bliver den succesfulde svenske modekæde Lager 157, der tilbyder moderne og prisvenligt tøj. Lager 157 er kendt for deres koncept ’basic for all people’, som består af et bredt udvalg af basismode til kvinder, mænd og børn.
“Det er utrolig positivt, at udviklingen af Center Øst fortsætter, og at Sønderborg styrker sin position som en af Danmarks absolut stærkeste handelsbyer. At endnu en udenlandsk kæde har valgt at prioritere Sønderborg til en af deres første butikker i Danmark, understreger den positive udvikling, byen gennemgår. Det giver et godt fundament for at holde området relevant for et endnu større opland og den fremtidige udvikling af detailhandlen i byen”, udtaler Michael Andersen, administrerende direktør for Hanssen Koncernen, i en pressemeddelelse.
Lager 157 har i alt 85 butikker i Norden, hvoraf fem er etableret på det danske marked. Virksomheden oplever stærk vækst i Danmark, og med etableringen i Sønderborg ser Lager 157 en mulighed for at styrke deres position yderligere.
“Den stærke lokale trafik og det store opland i Sønderborg skaber gode forudsætninger for at gøre denne adresse til en ny, stærk shoppingdestination”, udtaler Jonas Ivarsson, ekspansionschef for Lager 157, og fortsætter:
“Vi har fulgt Sønderborg igennem længere tid og set, hvilken udvikling byen har gennemgået. Derfor har Sønderborg været en af de byer, der stod øverst på vores ønskeliste. Da muligheden bød sig for at etablere os på en af byens mest trafikerede placeringer, tog vi en hurtig beslutning”.
Forventningen er, at Lemvigh Müller kan flytte ind i deres nye butik i 4. kvartal 2025, mens Lager 157 åbner i starten af 2. kvartal 2026. ILVA forventes at åbne i slutningen af samme kvartal. Det samlede areal for det nye område bliver cirka 5.800 m².
“Personligt ser jeg meget frem til at erstatte de triste bygninger med et attraktivt område fyldt med aktivitet og nye arbejdspladser. De forsømte bygninger, som ligger på en meget synlig placering, har længe været en påmindelse om en tidligere Sønderborg-virksomhed og arbejdspladser, der ikke længere er her. Det bliver virkelig godt at få skabt et spændende og indbydende område til de handlende i byen”, udtaler Michael Andersen, administrerende direktør for Hanssen Koncernen.



















