I går kunne SønderborgNYT fortælle om en 11-årig elev på Hørup Centralskole, der ifølge familien har været udsat for flere tilfælde af mobning og vold. På trods af disse episoder viser en aktindsigt, at der kun er udarbejdet to handleplaner på klasseniveau omkring mobning i perioden 2022 – 2024 på Hørup Centralskole, og at ingen elever er blevet bortvist.
SønderborgNYT har tidligere forsøgt at få både skolelederen på Hørup Centralskole, Julie Maria Gronwald, samt Sønderborg Kommunes skole- og uddannelseschef, Simone de Lemos, til at forholde sig til de konkrete tilfælde af mobning. De ønsker dog ikke at stille op til interview, da der er tale om fortrolige eller personfølsomme oplysninger.
Simone de Lemos oplyser dog i en skriftlig kommentar til SønderborgNYT, at der arbejdes proaktivt med trivsel gennem en tidlig og forebyggende indsats. Ifølge skole- og uddannelseschefen sker dette i overensstemmelse med Hørup Centralskoles værdier og anti-mobbepolitik, som er udarbejdet i samarbejde med skolebestyrelsen.
Når mobning registreres, iværksættes der en handleplan, og der samarbejdes med SSP (Skole, Socialforvaltning og Politi) samt kommunens inklusionsteam for at sikre elevens trivsel. Det er dog kun sket to gange i de sidste tre år på Hørup Centralskole, skriver Sønderborg Kommunes Skole- og uddannelseschef.
På trods af skolens officielle tilgang oplever blandt andet familien til den 11-årige elev, at hun bliver udsat for alvorlig mobning og endda vold – uden, at skolen ifølge dem tager tilstrækkelig handling. Der er heller ikke blevet udarbejdet en handleplan for den pågældende klasse, hvor eleven går. Det oplyser familien til SønderborgNYT.
“Min 11-årige lillesøster oplever næsten dagligt mobning – i skolen eller i bussen. Desværre bliver situationen ikke taget seriøst af hverken lærere, ledelse eller de involverede forældre, trods gentagne henvendelser”, fortæller storesøsteren Emilie til SønderborgNYT.
Af hensyn til sin søster er hun det eneste familiemedlem, der ønsker at stå frem offentligt og kun med fornavn, men SønderborgNYT er bekendt med Emilies fulde navn.
Skoleleder Julie Maria Gronwald har i et skriftligt svar til SønderborgNYT understreget, at Hørup Centralskole ikke tolererer mobning:
“Vi tager mobning meget alvorligt. Alle elever har ret til et godt undervisningsmiljø. Vi går altid i dialog med forældre, der har børn på skolen, som oplever mobning, vold eller lignende”, skriver Julie Maria Gronwald.
Emilie udtrykker sin frustration over, at skolens handlinger ikke lever op til de flotte ord:
“På papiret ser det ud til, at Hørup Centralskole har styr på deres procedurer, men vores oplevelser med min søster fortæller en helt anden historie. Det overrasker mig, at der på tre år kun er blevet udarbejdet to handleplaner på klasseniveau– især når man tager vores egne erfaringer og de beretninger, vi har hørt fra andre forældre, i betragtning. Jeg savner en mere konsekvent indsats, hvor der både sættes fokus på de børn, der udsættes for mobning, og på at støtte familierne til de børn, der mobber, så problemet bliver håndteret i tide. Og i tilfælde af gentagen mobning bør bortvisning også være en mulighed”, siger hun til SønderborgNYT.
Men bortvisning af elever er heller ikke et værktøj, som Sønderborg Kommune ofte tager i brug.
I et svar på en aktindsigt oplyser Sønderborg Kommune, at der de seneste tre år kun er blevet bortvist én elev fra alle kommunens folkeskoler. Denne bortvisning blev dog aldrig effektueret, da eleven skiftede til en skole uden for Sønderborg Kommune.
SønderborgNYT har også søgt aktindsigt i, hvor mange handleplaner omkring mobning der er udarbejdet på alle folkeskoler i Sønderborg Kommune. Kommunen har dog ikke ønsket at oplyse dette, da det ifølge kommunens vurdering vil kræve et uforholdsmæssigt stort ressourceforbrug at finde frem til oplysningerne.
“Vi har ikke dokumenter herom, og vi kan heller ikke trække oplysningerne med få kommandoer, da vi ikke har et system, der kan levere disse data. Der vil således skulle søges manuelt på hvert enkelt barn”, skriver skole- og uddannelseschef Simone de Lemos i svaret til SønderborgNYTs aktindsigt.
SønderborgNYT ville gerne have spurgt Hørup Centralskole og Sønderborg Kommune om deres holdning til sagen om mobning på Hørup Centralskole, da sagen rejser væsentlige spørgsmål om skolens og kommunens indsats mod mobning og vold blandt eleverne, men de henholder sig til deres tavshedspligt.
Selvom Hørup Centralskole på papiret har en klar anti-mobbepolitik og procedurer for håndtering af mobning, tyder familiens oplevelser på, at der er en kløft mellem politik og praksis.
SønderborgNYT ville også gerne have spurgt, hvorfor der kun er udarbejdet to handleplaner på klasseniveau omkring mobning, og hvorfor der ikke er sket bortvisninger af elever, der mobber andre, da de nuværende tiltag ikke synes tilstrækkelige til at beskytte de mest sårbare elever – for dem handler det om trivsel, tryghed og muligheden for at få en god skolegang.





















