Tyskundervisningen blev torsdag løftet ud af klasseværelserne og ind i en virkelighedsnær ramme, da projektet ‘Godt på vej med Tysk’ kulminerede i en præsentation af elevernes arbejde som fiktive ejendomsmæglere – på tysk.
Elever fra 1.g på Det Blå Gymnasium og 8. klasse på Hørup Centralskole har de seneste uger samarbejdet tæt om at udvikle deres tyskfærdigheder gennem et tværfagligt og praksisnært forløb. Projektet har haft til formål at styrke elevernes mundtlige og skriftlige kompetencer i tysk – og ikke mindst give dem indblik i, hvordan sproget kan bruges i virkelige erhvervssituationer.
”Vi oplever eleverne som engagerede og spændte, når der er planlagt elevmøder på Det Blå Gymnasium. Eleverne synes det er sjovt, når undervisningen bliver flyttet ud af klasseværelset, især muligheden for at arbejde i gymnasiets TechLab synes de er meget spændende og motiverende. Denne form for anvendelsesorienteret undervisning udgør en stor motivationsfaktor for både eleverne og os som undervisere. Vi oplever også, at eleverne synes, at deres færdige produkt lykkes rigtig godt, og vi fornemmer en faglig stolthed hos eleverne”, fortæller lærer Katrin Henningensen fra Hørup Centralskole.
I projektet har eleverne arbejdet med at fremstille professionelle salgsopstillinger og videopræsentationer af boliger på Als, som de selv har optaget og produceret – alt sammen på tysk. Resultatet er en fælles hjemmeside, der demonstrerer både kreativitet, faglighed og teknisk kunnen.
Christine Gronwald-Storm, underviser på Det Blå Gymnasium, er meget begejstret for samarbejdet:
“Vi er meget begejstrede for, at vi gennem projektet ‘Godt på vej med Tysk’ får mulighed for at få eleverne til at reflektere over, hvordan kendskab til det tyske sprog kan åbne døre til spændende karrieremuligheder”.
Undervejs har eleverne deltaget i workshops og møder på Det Blå Gymnasium, hvor de blandt andet blev introduceret til den tyske ejendomsmæglerbranche. Dette skete med faglige oplæg fra Jesper Mølgaard Axelsen, campuschef ved Erhvervsakademi Sydvest, og Therese Thorngrim fra Min Bolighandel.
Rektor Joern Radzio ser projektet som et vigtigt bidrag til en større vision for Sønderborg-området:
”Det er vigtigt, da vi er en del af grænselandet, og Tyskland er Danmarks største samhandelspartner. Projektet er det andet i en række af projekter på gymnasiet, som skal styrke elevernes interesse for tysk, og det ser ud til at virke – der er i hvert fald igen ansøgere til vores A-niveau tysk-hold på gymnasiet”, udtaler rektor Joern Radzio, i en pressemeddelelse.



















