Gråsten Skole er et skridt tættere på en gennemgribende fornyelse

Et skridt nærmere fremtidens skole i Gråsten. Arkivfoto

Et skridt nærmere fremtidens skole i Gråsten. Arkivfoto

22. april 2025 Politik Skrevet af: Michael Kjær

Elever og personale på Gråsten Skole kan godt begynde at glæde sig, for en gennemgribende renovering er rykket et stort skridt nærmere, efter at Børne- og Uddannelsesudvalget på deres aprilmøde godkendte udarbejdelsen af en endelig masterplan for Gråsten Skole.

Konkret foreslår forvaltningen et nyt ‘scenarie C’, hvor nordfløjen fjernes for at tilpasse skolens arealbehov og styrke koblingen til Gråsten By. Samtidig foreslås det, at hovedfløjen transformeres til skolens hjerte, hvori skolens pædagogiske læringscenter, administration og personalefaciliteter placeres centralt og tilgængeligt for både elever og personale.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Siden udvalget i november 2024 godkendte kommissoriet for arbejdet med en masterplan for Gråsten Skole, er der arbejdet intensivt med mulighederne for at modernisere skolen. Blandt andet har der været holdt to workshops med bred inddragelse af skolens interessenter og udvalget, samt en grundig analyse af bygningernes tekniske og pædagogiske moderniseringsbehov”, skriver udvalgsformand Jesper Smaling fra Socialdemokratiet i en kommentar til SønderborgNYT og fortsætter:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Udvalget har godkendt et nyt scenarie C som afsæt for det videre arbejde med masterplanen. Scenariet kobler skolen bedre sammen med Gråsten By ved at nedrive nordfløjen og transformere hovedfløjen til skolens hjerte med blandt andet et moderniseret pædagogisk læringscenter. Jeg er meget optimistisk i forhold til den videre proces og glæder mig til, at udvalget skal behandle masterplanen til juni”.

Børne- og Uddannelsesudvalget valgte altså at følge forvaltningens nye scenarie, og dermed skal der nu udarbejdes en endelig masterplan.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Som en del af udarbejdelsen til den kommende masterplan for Gråsten Skole har der været afholdt nogle super gode workshops, som jeg selv har deltaget i. Det er i øvrigt et godt, solidt stykke arbejde fra vores forvaltning. Jeg har lyttet og set hele processen, hvor de ansatte, forældre og andre har deltaget og er kommet med input. Derfor mener jeg, det er helt naturligt, at der skal justeres”, skriver Jimmy Simonsen, Venstres medlem af Børne- og Uddannelsesudvalget, og tilføjer:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Det er jo kendetegnet ved en god borger- og brugerinddragelse – der lyttes og justeres – så det kan jeg kun støtte op om”.

Børne- og Uddannelsesudvalget forventes at skulle godkende den endelige masterplan for Gråsten Skole på deres møde i juni måned.

4. juni 2026 DET SKER, Erhverv, Nordborg

Brand- og redningsevent med hverdagens helte, politihunde og bamsehospital

4. juni 2026 DET SKER

Hele familien kan opleve et bamsehospital og møde hverdagens uniformerede helte, når Universe inviterer til en dag fyldt med action, i forbindelse med at de afholder deres store brand- og redningsevent. Det sker lørdag den 6. juni i Universe Science Park. Til eventet kan man møde brandfolk, ambulancereddere og politibetjente og få en snak med […]

Læs mere...