Syddanmarks største erhvervsevent sætter fokus på modstandskraft, megatrends og fremtidens udfordringer
Hvordan forbereder vi os på det, vi ikke kan forudse? Hvordan skaber vi robuste organisationer og stærke medarbejdere i en verden, hvor forandring er den eneste konstant? Det er blot nogle af de spørgsmål, som deltagerne til Business Power ’25 kan få svar på den 8. maj 2025 i Sønderborg.
Det er Sydjysk Sparekasse Skansen, der danner rammen om Business Power ’25, hvor erhvervslivet i Syddanmark samles til en dag fyldt med ny viden, aktuelle debatter og netværk på højt niveau – alt sammen med ét formål: at ruste danske virksomheder til en uforudsigelig fremtid.
”Én ting er sikkert – verden står ikke stille, og i denne tid farer det afsted som et dampende lokomotiv. Én ting er, hvordan vi som land og samfund ruster os – noget andet er, hvordan vi som individ og virksomhed gør det. Vi skal alle tage ansvar og ruste os til fremtiden, så vi kan forblive på skinnerne og komme bedst muligt og sikkert frem,” siger Michael Willemar, direktør for Sønderborg Vækstråd, og fortsætter:
”Vores Business Power ’25 sætter netop fokus på den uforudsigelige fremtid og hvordan man som virksomhed navigerer i uvisheden. Store globale hændelser kan få indflydelse på den lokale virksomhed,” siger Michael Willemar, der opfordrer virksomheder i Sønderborg til at deltage og blive inspireret og klogere på, hvad man selv kan gøre.
Temaet for Business Power ’25 er at blive rustet til fremtiden – og det kan næppe være mere aktuelt i en usikker og foranderlig tid. Gennem dagen vil deltagerne blive inspireret af nogle af Danmarks mest markante oplægsholdere, der alle sætter deres præg på fremtidens erhvervslandskab.
Jens Blomquist, Chef for Jægerkorpset
At navigere i ukendt terræn
Træn som eliten – lær, hvordan specialstyrker forbereder sig på det uforudsigelige, og hvordan din virksomhed kan bruge samme metoder til at styrke sin modstandskraft.
Anne Marie Dahl
Megatrends og forandringer i arbejdsmarkedet
Fremtidsforskeren udfolder, hvordan digitalisering, AI og nye arbejdskulturer påvirker virksomheder – og hvordan du bedst forbereder dig på fremtidens krav og muligheder.
Anders Lund Madsen & Michael Andersen
Cybersikkerhed for sjov – en voksende trussel
Journalisten og datagidselsforhandleren giver et underholdende, men alvorligt indblik i, hvordan cyberangreb truer virksomheder – og hvad du konkret kan gøre for at beskytte din organisation.
Rasmus Bagger
Robuste medarbejdere
Danmarks førende mentaltræner viser, hvordan du opbygger mentale muskler i dine teams – så de kan præstere, bevare overblikket og tænke klart, selv i pressede situationer.
Business Power er for direktører, ejerledere, ledere, unge talenter og alle med passion for erhvervsliv og udvikling. Uanset branche giver konferencen deltagerne indsigt, der kan handles på, og netværk, der kan føre til nye samarbejder og idéer.
Billetter til arrangementet, der finder sted den 8. maj 2025 i Sydjysk Sparekasse Skansen, kan købes via Business Power ’25’s hjemmeside, hvor man også kan læse mere om programmet og dagens indhold.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.




















