I Sønderborg står den tidligere VUC-bygning tom. Den lukkede facade midt i byen har efterladt mange med det indtryk, at VUC ikke længere findes – og at muligheden for at tage en HF eller andre voksenuddannelser i Sønderborg er forsvundet.
Efter konkursen i VUC Syd blev det IBC, der overtog ansvaret for HF- og VUC-uddannelserne – herunder HF, AVU, enkeltfag og ordblindeundervisning. Siden august sidste år har de haft til huse hos EUC Syd på Hilmar Finsens Gade, hvor undervisningen i dag foregår i nye omgivelser. Alligevel oplever IBC, at mange slet ikke ved, de findes.
Den tomme adresse i midtbyen spiller en stor rolle i forvirringen. For selvom aktiviteterne er flyttet, står det gamle hus der stadig og sender et forkert signal. Det er et problem, når man gerne vil minde folk om, at det faktisk er muligt at tage en HF eller andre voksenuddannelser i Sønderborg.
“Vi får stadig opkald fra folk, der tror, det hele er lukket. Nogle ringer endda til vores afdeling i Fredericia for at høre, om de kan gå der i stedet. Det siger jo noget om, hvor stærkt det gamle billede stadig sidder fast”, fortæller Kirstine Sofie Bay Sigaard Gammelgaard, rektor for IBC HF og VUC med ansvar for afdelingen i Sønderborg, til SønderborgNYT.
Samtidig har flytningen også åbnet for nye muligheder. Hos EUC Syd er IBC blevet en del af et større uddannelsesmiljø, hvor samarbejde og fælles løsninger er i fokus. IBC tilbyder både den klassiske toårige HF, en særlig treårig version for unge, der har haft det svært i skolen eller kæmper med psykiske udfordringer, og så er der enkeltfagene – for dem, der måske har været i arbejde, men skal noget nyt. Derudover udbydes også almen voksenuddannelse, forberedende undervisning og ordblindeundervisning.
“Det er meget forskellige mennesker, vi møder. Nogle har aldrig fået taget en ungdomsuddannelse, andre har arbejdet som frisør eller pædagog og skal omskoles. Fælles for dem er, at de gerne vil videre”, siger Kirstine Sofie Bay Sigaard Gammelgaard og tilføjer, at for mange er det afgørende, at de kan tage uddannelsen tæt på, hvor de bor – og at det ikke kræver, at de flytter eller pendler langt.
Søgningen til næste skoleår er stadig i gang, og derfor er det for tidligt at sige noget om elevtallet. Men billedet ligner det foregående år. Uanset hvad handler det for IBC om at få fortalt, at de voksenrettede uddannelser stadig er her – selvom facaden er ny.
“Vi ved godt, at det tager tid at ændre opfattelsen. Men det er vigtigt for os at slå fast, at vi underviser hver dag – og at muligheden for at uddanne sig i Sønderborg stadig findes”, fortæller Kirstine Sofie Bay Sigaard Gammelgaard, til SønderborgNYT.


















