Borgmester lover handling efter mangelfuld rengøring på Broager Skole

Erik Lauritzen går ind i sagen om rengøringen på Broager Skole

Erik Lauritzen går ind i sagen om rengøringen på Broager Skole

9. august 2025 Politik Skrevet af: Michael Kjær

Borgmester Erik Lauritzen reagerede hurtigt lørdag formiddag, efter at SønderborgNYT kunne fortælle om den mangelfulde rengøring på Broager Skole forud for mandagens skolestart.

”Jeg har bedt forvaltningen om at be- eller afkræfte de forhold, som en ansat på skolen her angiver. Hvis ledelsen og vores tilsyn bekræfter, at det er sådan, det ser ud, så er det naturligvis helt uacceptabelt”, siger Erik Lauritzen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ifølge Susanne Blegvad Posselt, der er lærer på Broager Skole, har der ved tidligere skolestarter været problemer med rengøringen, men i år var det særlig slemt, da lærerteamet mødte ind for at forberede årets skolestart. Det dokumenterer hun med en video, som viser den mangelfulde rengøring.

Og borgmesteren er ganske klar i meldingen til de forhold, han har læst og set i dag:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Jeg vil bestemt ikke acceptere, at rengøringsselskabet ikke lever op til det niveau, der er aftalt – hverken i dagligdagen eller ved skolestart. Det er jo også helt uforståeligt, at rengøringsselskabet ikke benytter ferien og en tom skole til at komme i bund. Vi ved jo alle, at så er det også nemmere at foretage den løbende rengøring i en periode”, siger Erik Lauritzen.

Det er Sønderborg Kommune, der selv har ansvaret for at kontrollere rengøringen, som udføres af virksomheden Kongsvang Cleaning & Facility, der vandt udbuddet tilbage i 2020, og som i dag står for rengøringen på blandt andet Broager Skole. Nu lover borgmesteren, at der skal følges op på kommunens egen kontrol med rengøringen:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Hvorvidt kontrollen fungerer godt nok, så er det helt sikkert noget, jeg vil have fulgt op på og undersøgt. Jeg kan og vil ikke på stående fod underkende tilsynet, men det SKAL fungere, og vi har jo erfaret, .at eksterne leverandører af rengøring skal kontrolleres og sanktioneres, selvom man skulle mene, at vi har en kontrakt med specificerede krav, der skal leveres på”.

Selv om Erik Lauritzen og Socialdemokratiet i sin tid bøjede sig for byrådets flertal ved beslutningen om udlicitering af rengøringen, er det nu hans klare politiske intention at trække opgaven tilbage i kommunalt regi:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Alle ved, at jeg og Socialdemokratiet fra start var og er imod udliciteringen af rengøringen. Der var et politisk flertal, der ville det, og det måtte jeg bøje mig for. Men det er klart min hensigt, at rengøringen skal tilbage i kommunalt regi. Heldigvis er der i byrådet bred enighed om, at udliciteringen ikke har været en succes, derfor stoppede vi jo også næste fase i udliciteringen”, siger borgmester Erik Lauritzen og lover, at der nu og her skal følges op på rengøringsstandarden hos Kongsvang Cleaning & Facility.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Nu og her skal der følges op på den leverance, vi har bestilt, og det der reelt leveres, og jeg kan love, at jeg vil arbejde for, at alle sanktionsmuligheder tages i anvendelse for at få, hvad vi betaler for, og man kan også regne med, at jeg og Socialdemokratiet vil arbejde for at hjemtage opgaven og sikre et højere rengøringsniveau både i de kommunale skoler og øvrige institutioner, hvor kommunen har ansvaret”, siger borgmester Erik Lauritzen til SønderborgNYT.

Det er ikke første gang, at der påvises problemer med kvaliteten af rengøringen. Tilbage i 2022 modtog Økonomiudvalget en evaluering af rengøringen og rengøringsstandarden, og den viste, at niveauet ikke var tilfredsstillende. Det fik dengang Socialdemokratiet til at afvise at gå videre med anden fase af udbuddet, hvor rengøringen på Als-siden skulle udbydes, før der blev foretaget en ny evaluering nogle måneder senere.

Også den efterfølgende evaluering viste stort set samme resultat, og at der i løbet af 2022 fortsat var en række kontroller, der viste utilstrækkelig eller direkte uacceptabel rengøringsstandard i mere end 33 procent af de kontrollerede enheder. Alene på Dybbøl-Skolen var det tilfældet for 11 ud af 18 kontroller.

3. juni 2026 Politik, Samfund, Sønderborg

Kommunen sætter foden ned – historisk hus skal bevares

3. juni 2026 Politik

Et hus, der har stået i Ulkebøl siden 1877, får nu en ny chance for at blive en del af områdets fremtid. Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget har besluttet at nedlægge forbud mod nedrivning af den bevaringsværdige ejendom på Kaplenivej 12. Beslutningen kommer efter, at ejeren har søgt om tilladelse til at rive bygningen ned. Huset […]

Læs mere...