Lokale iværksættere får snart et nyt samlingspunkt, når ‘StartupTalk Sønderborg’ får premiere. Torsdag den 21. august 2025 inviterer Sønderborg Vækstråd til en formiddag med både netværk, lancering af podcast og konkret viden om, hvordan man kan blive mere synlig på Google, uden at det koster en formue.
Dagen begynder klokken 9:00 på Domicilet i Sønderborg, hvor deltagerne bydes på rundstykker, netværk og en præsentation af ‘StartupTalk Sønderborg’. Podcasten sætter fokus på iværksætteri i lokalområdet og deler erfaringer, udfordringer og gode råd fra både iværksættere, eksperter og ildsjæle.
Som noget særligt bliver der også premiere på en liveoptagelse, der sendes direkte på Sønderborg Vækstråds sociale medier, så alle kan følge med – også dem, der ikke kan være fysisk til stede.
Efter præsentationen følger et to-timers oplæg om søgemaskineoptimering i samarbejde med Iværksætterdanmark. Her får deltagerne konkrete redskaber til at styrke deres synlighed på Google, blandt andet hvordan SEO fungerer, hvad man selv kan justere på hjemmesiden, og hvilke gratis værktøjer der kan bruges.
Podcastens lancering markerer samtidig starten på optakten til i·DAG – Sønderborg StartUp Festival, som afholdes den 24. september. Her bliver ‘StartupTalk Sønderborg’ et fast element i kommunikationen med og om lokale iværksættere, og podcasten er allerede nu tilgængelig på alle gængse platforme, oplyser Sønderborg Vækstråd i en pressemeddelelse.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.















