Læserindlæg: Politikerne må tage ansvar for børnefattigdom i Sønderborg

Arkivfoto

Arkivfoto

10. september 2025 Debat Skrevet af: Redaktion

Forpersonerne fra Broen Sønderborg, Dansk Flygtningehjælp, Mødrehjælpen og Red Barnet i Sønderborg kommune, skriver:

Læserindlæg: Børn i fattigdom har ikke et valg, men det har politikerne i Sønderborg Kommune.

Antallet af fattige børn er steget i Sønderborg kommune. Det betyder, at der i Sønderborg kommune sidder omkring et barn i hver skoleklasse, der vokser op i fattigdom. Det er børn, der blandt andet vokser op i familier, hvor der ofte ikke er råd til madpakker og måltider sidst på måneden, og hvor frisk frugt bliver sparet væk. I familier, hvor der ikke er penge til en ny skoletaske, gaver til børnefødselsdagen eller tøj til årstiden.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er familier, der skal vende hver en krone for at finde plads i budgettet til, at Mikkel kan gå til dans, og Malene kan gå til fodbold. Afsavnene er omfattende, også for de familier vi møder i ovennævnte fire lokalafdelinger, der sammen med 17 andre sociale foreninger i Danmark er medunderskriver af udspillet til en handleplan mod børnefattigdom – ‘Danmark uden Børnefattigdom’.

Vi oplever familier, hvor forældrene gør, alt hvad de kan, men hvor udfordringer med økonomien, og de meget høje fødevarepriser fører til, at stress og bekymringer bliver en del af hverdagen – både hos forældre og børn.

Artiklen fortsætter under annoncen

Derfor skal valget til byrådet i Sønderborg kommune også handle om børnefattigdom. På Christiansborg har man indgået en kontanthjælpsaftale, der ikke rykker meget ved antallet af fattige børn i Danmark, og som samtidig sender forældre til 11.000 børn ned på en mindstesats, der får forskere til at frygte, at nogle af børnene ender i
fattigdom.

Det er den forkerte vej at gå. Vi skylder børn, der vokser op i fattigdom bedre muligheder, men det kræver, at vi også i Sønderborg kommune ser på, hvordan vi kan afbøde konsekvenserne af børnefattigdom, både i daginstitutionerne, i skolen, hjemmet, boligen og i fritidslivet. Der er brug for en lokal handleplan mod børnefattigdom.

Artiklen fortsætter under annoncen

Vi opfordrer derfor til, at de opstillede kandidater til kommunalvalget fortæller os, hvordan de vil arbejde for, at børn i udsatte positioner får det bedst mulige børneliv. Det handler blandt andet om at gøre det nemmere at deltage i fritidslivet og andre vigtige fællesskaber med deres jævnaldrende.

Alt for ofte betyder udgifterne, til alt fra fodboldstøvler og kontingent, at børn står udenfor fællesskaberne. Ligesom en lejrtur med skolen, hvor alle skal medbringe en sovepose og et liggeunderlag, kan være et benspænd for børn, der vokser op i familier i fattigdom. Samtidig bør der sættes ind med håndholdte indsatser til familierne, gøre mere brug af enkeltydelser og give økonomisk rådgivning til udsatte familier.

Artiklen fortsætter under annoncen

De 5,6% af børnene i Sønderborg kommune, der vokser op i fattigdom, har ikke valgt det. Men vi andre har et valg – den 18. november kan vi i Sønderborg kommune vælge politikere, der vil prioritere bekæmpelsen af børnefattigdom og konsekvenserne heraf.

For ingen børn skal vokse op i fattigdom.

Dette er et læserindlæg der udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Hvis du ønsker at sende et læserindlæg til SønderborgNYT, så kan det sendes til [email protected].

21. juli 2026 Politik, Samfund, Sønderborg

Nu begynder byggeriet af nyt naturhus til daginstitutioner

21. juli 2026 Politik

Nu går byggeriet af et nyt naturhus til daginstitutioner i gang ved Frydendal på Kær Vestermark. Naturhuset skal danne rammen om et permanent naturtilbud for børn fra Midtbyens Naturbørnehus og Børnehuset Parken, hvor naturen fortsat bliver en central del af hverdagen og læringen. Den nye bygning opføres i tilknytning til Naturvejledernes base ved Frydendal og […]

Læs mere...