Eleverne på Mommark Handelskostskole satte fredag spot på grønne idéer, når skolen åbnede dørene til årets Bæredygtighedsfestival. Her præsenterede elever fra erhvervsuddannelserne deres bud på, hvordan fremtidens udfordringer inden for miljø, sociale forhold og ansvarlig ledelse kan tackles i praksis.
Festivalen samlede elever, undervisere og virksomheder i et fælles ønske om at vise, at bæredygtighed ikke kun er noget, man taler om, men noget, man kan gøre.
Åbningen blev markeret af afdelingschef Niels-Peter Andersson Babalola, der understregede skolens strategiske arbejde med bæredygtighed. Projektansvarlig underviser Dorthe Plith Lund fulgte op med et indblik i, hvordan undervisningen giver eleverne mulighed for at omsætte teori til handling.
I løbet af ugen havde 75 hovedforløbselever arbejdet intensivt med projekter, og resultaterne blev præsenteret på festivalen, hvor gæsterne kunne besøge de mange stande.
Her bød eleverne blandt andet på idéer som tøj, der kan bruges længere uden vask for at spare vand og energi, intelligent affaldssortering, der gør genanvendelse lettere, og cybersikkerhed som en grøn it-løsning, hvor datasikkerhed går hånd i hånd med bæredygtighed. Der var også forslag til bytteordninger som tøjbyttedage, der styrker fællesskabet, og en mobil plantevæg, der både forbedrer indeklimaet og kan fungere som en teambuildingøvelse på arbejdspladser.
Idéen til plantevæggen opstod efter en spørgeskemaundersøgelse blandt medarbejdere på en af elevernes arbejdspladser, hvor støj og luftfugtighed gav udfordringer.
“Vi har været innovative og taget udgangspunkt i noget, vi allerede kender – som støj- og plantevægge – og derfra udviklet idéen om en mobil plantevæg. Den kan medarbejdere selv bygge som en del af en teambuilding-øvelse, og det synes vi selv er ret smart”, fortæller Tina, der er elev i offentlig administration.
Frederikke, også elev i offentlig administration, supplerer:
“Det har været en utrolig spændende uge, hvor vi har lært meget om projektledelse. Vi har især arbejdet med samarbejde, udnyttet hinandens kompetencer og skabt resultater i fællesskab”.
I alt deltog omkring 250 personer i festivalen, heraf både hovedforløbselever fra skolen og repræsentanter fra samarbejdsvirksomheder. Dertil fulgte 30 gæster med online.




















