I efterårsferien er der lagt op til både gys og gåder i Sønderborg, når Vores Sønderborg og Borgen Shopping inviterer til familieoplevelser midt i byen. Byens gader er pyntet op til halloween, og man kan møde både uhyggelige figurer, græskar og et kæmpestort skelet, der holder øje med de forbipasserende.
Hele ugen er der mulighed for at besøge Halloweenskov på Rønhaveplads. Her kan man gå på opdagelse blandt træer og uhyggelige dekorationer, mens lysende græskar lyser mørket op. Skoven er efterhånden blevet en fast tradition i efterårsferien, som mange børn og voksne ser frem til at besøge hvert år.
Onsdag den 15. oktober er der desuden halloween i Borgen Shopping, hvor centret inviterer til (u)hyggelig fest for hele familien. Her kan børn skære deres egne græskar i det gratis græskarværksted og tage dem med hjem. Kommer man udklædt, venter der slikposer og sjove overraskelser, og hele dagen byder på pynt, hygge og gys fra morgen til aften.
Fra mandag til fredag kan man kaste sig ud i Mordmysteriet i Sønderbornx. Spor, ligdele og mistænkelige personer dukker op i gaderne, og det gælder om at samle ledetråde, bruge hjernen og finde frem til den skyldige. Starten går på Perlegade, og alle, der gennemfører mysteriet, deltager i lodtrækningen om et gavekort på 1.000 kroner.
Med halloweenstemning og Mordmysteriet i midtbyen er der sikret efterårsferieoplevelser for både børn og voksne, når Vores Sønderborg fylder byen med sjov, gys og fælles oplevelser.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.
















