Hele Sønderborg Kommune bliver nu tænkt ind i en ny plan for at håndtere oversvømmelser, hvor erfaringerne fra stormfloden i 2023 har vist, at risikoen rækker langt ud over de tre områder, som Kystdirektoratet udpegede i 2024.
Baggrunden er, at Kystdirektoratet i 2024 udpegede Gråsten, Egernsund og Nybøl Nor som risikoområder, fordi stormfloder fra havet kan brede sig ind i området. I henhold til EU’s Oversvømmelsesdirektiv og den danske Oversvømmelseslov skal kommuner med sådanne risikoområder udarbejde en risikostyringsplan.
Sønderborg Kommune har dog valgt at gå skridtet videre og lave en samlet plan, der omfatter hele kommunen, da stormfloden i oktober 2023 viste, at risikoen er langt bredere end de tre steder.
“Stormfloden for to år siden viste os med al tydelighed, hvor store skader havet kan forvolde på vores kyster. Det kan få store konsekvenser for mennesker, natur og kulturarv. Derfor har vi besluttet, at risikostyringsplanen skal omfatte hele Sønderborg Kommune – og ikke kun det udpegede område. Det handler om rettidig omhu”, siger Asger Romme Andersen, formand for Natur-, Klima- og Miljøudvalget.
Planen skal beskrive, hvordan oversvømmelser håndteres før, under og efter, med fokus på forebyggelse, beskyttelse og beredskab.
“Stormfloden viste, at vi har et rigtigt godt beredskab, der reagerede professionelt i en ekstrem situation. Den nye risikoplan kommer til at give os et samlet overblik over vores indsatser, så vi er endnu bedre forberedt næste gang”, siger næstformand Daniel Staugaard.
Risikostyringsplanen bliver lavet efter Kystdirektoratets skabelon og skal indeholde en gennemgang af risikoområder, målsætninger for at reducere risikoen samt konkrete tiltag. Planen forventes færdig i begyndelsen af 2027 og skal afleveres til Kystdirektoratet senest i oktober 2027, oplyser Sønderborg Kommune.




















