Nyt kontorfællesskab vil puste liv i den øvre del af Perlegade

Et tidligere tomt butikslokale huser nu flere virksomheder.

Et tidligere tomt butikslokale huser nu flere virksomheder.

6. oktober 2025 Erhverv Skrevet af: Sissel Vinther

På ‘Perlegade 60’ i gågadens øvre del er der igen kommet liv bag ruderne, hvor ægteparret Mari-Louise Grubbe Møller og Thomas Grubbe Møller har skabt et nyt kontorfællesskab, der har fået navn efter adressen.

De ejer bygningen og bruger selv lokalet til deres virksomheder, men ønskede også at skabe noget, der kunne rumme mere end deres eget arbejde. Samtidig skulle det være et sted med fællesskab og liv i en del af gågaden, hvor mange lokaler ellers står tomme.

“Vi ville gerne bruge lokalet til noget, så det ikke bare stod tomt, og det var oplagt, at vi selv kunne sidde her med vores egne virksomheder. Men lokalerne er for store til kun os to, så derfor gav det mening at åbne op for andre”, fortæller Mari-Louise Grubbe Møller til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kontorfællesskabet er indrettet med åbne skrivebordspladser og mindre rum til møder eller samtaler. Tanken er at skabe et sted, hvor man kan arbejde side om side med andre uden at skulle binde sig i lange kontrakter. Her lejer man en plads fra måned til måned og kan nemt finde ud af, om det passer til ens behov.

“Det kan være selvstændige, der savner et sted at sidde i byen og have lidt kolleger omkring sig – og på den måde kommer der også mere liv på gaden”, siger Mari-Louise Grubbe Møller.

Artiklen fortsætter under annoncen

Allerede nu er flere rykket ind, blandt andet en arkitekt og virksomheder inden for it og design, og der er fortsat plads til andre, der har lyst til at blive en del af fællesskabet. For Thomas Grubbe Møller handler det dog ikke kun om at fylde pladserne.

“Når folk møder ind her, bruger de også byen – de køber frokost, henter kaffe eller ordner småting. På den måde kan vi være med til at skabe mere liv i den del af Perlegade, hvor mange lokaler ellers står tomme”, siger han.

Artiklen fortsætter under annoncen

For parret er Perlegade 60 både en praktisk løsning og et bidrag til udviklingen af gaden.

“Vi tror på, at detail, service og kontorfællesskaber kan supplere hinanden og give gaden mere puls. Perlegade 60 er vores lille skridt i den retning, og vi vil gerne være med til at vise, at man godt kan få noget til at ske i den øvre del af Perlegade”, siger Thomas Grubbe Møller.

3. juni 2026 Politik, Samfund, Sønderborg

Kommunen sætter foden ned – historisk hus skal bevares

3. juni 2026 Politik

Et hus, der har stået i Ulkebøl siden 1877, får nu en ny chance for at blive en del af områdets fremtid. Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget har besluttet at nedlægge forbud mod nedrivning af den bevaringsværdige ejendom på Kaplenivej 12. Beslutningen kommer efter, at ejeren har søgt om tilladelse til at rive bygningen ned. Huset […]

Læs mere...