Alsik bød byen på æblekage og bobler som tak for støtten

Nysgerrige gæster fyldte foyeren til Alsiks åbent hus

Nysgerrige gæster fyldte foyeren til Alsiks åbent hus

9. oktober 2025 Erhverv Skrevet af: Caroline Tækker

”Det var da fornemt”, lød det smilende fra en af de første gæster i døren, mens duften af friskbrygget kaffe og lyden af poppende flasker bredte sig i Hotel Alsiks foyer.

Torsdag eftermiddag slog hotellet dørene op for hele Sønderborg for at fejre en ganske særlig anledning: For tredje år i træk er Alsik blevet kåret som Danmarks Bedste Luksushotel – et ægte hattrick, som både gæster, personale og byens borgere havde god grund til at fejre.

Mellem de mange ansatte, der bød velkommen, var også hotellets nye køkkenchef Mette Gassner, som med begejstring delte bobler ud til de mange besøgende. For selvom Alsik rummer både spa, restaurant og luksusovernatning, er det vigtigt for hende, at stedet ikke kun opfattes som et luksushotel for gæster udefra – men som et åbent hus for hele Sønderborg:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Jeg håber, folk kan mærke, at vi elsker gæster, og at vi gerne vil se jer fra Sønderborg. Man behøver ikke overnatte her for at komme forbi – vi er også en restaurant, en café og en bar. Jeg vil gerne være med til at åbne huset endnu mere op og vise, at her er plads til alle, uanset om man kommer for en kop kaffe, et glas vin eller en god middag”, fortæller Mette Gassner til SønderborgNYT.

Og det var tydeligt, at mange havde taget imod invitationen. Nogle kom for første gang for at se hotellet indefra, andre for at støtte byens prisvindende luksushotel – og så var der dem, der blot kom for at nyde den gratis kage med kanelbund, æblekompot og cremefraichemousse med vanilje.

Artiklen fortsætter under annoncen

Blandt gæsterne, der havde taget turen til fejringen, var ægteparret Hanne og Benno Skou fra Kolding. De besøgte hotellet i forbindelse med en 82-års fødselsdagsgave – og fejringens timing kunne næppe have været bedre:

”Det er helt fantastisk flot, at de åbner dørene for byen. Og så på min fødselsdag – de må have vidst jeg kom”, griner Benno Skou. Ægteparret havde længe haft lyst til at opleve hotellet, blandt andet efter at have set tv-programmet ‘Koch’en på toppen’:

Artiklen fortsætter under annoncen

“Egnen her er bare smuk. Vi elsker at komme til Sønderborg. Det er første gang, vi besøger Alsik, og det er virkelig et imponerende og smukt hotel, og et fantastisk initiativ”, fortæller Hanne Skou, mens hun ser sig omkring i foyeren.

At hotellet vinder for tredje år i træk, er en stor anerkendelse – og noget, Mette Gassner vil gøre sit for at leve op til:

”Titlen betyder super meget. Det er så flot klaret af alle og det er helt sikkert personalets pris. Det er dem, der fortjener al rosen og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at leve op til det”, fortæller hun mens hun kigger rundt på sine kollegaer.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ifølge Lars Tveen, bestyrelsesformand for Alsik Hotel & Spa, er hæderen dog ikke kun hotellets:

”Prisen tilhører ikke kun os, men hele Sønderborg. Derfor vil vi gerne fejre den sammen med hele byen,” siger han. Og med kaffe i kopperne og kage på tallerkenerne blev det tydeligt, at stoltheden over Hotel Alsik & Spa også er hele Sønderborgs.

4. juni 2026 DET SKER, Kultur, Sønderborg

Idrætshøjskolen holder aktiv familiedag til fordel for Julemærkehjemmet

4. juni 2026 DET SKER

Idrætshøjskolen Sønderborg inviterer til familiedag med aktiviteter, hygge og fællesskab for både børn og voksne – samtidig støtter dagen Julemærkehjemmet. Det sker lørdag den 6. juni på Idrætshøjskolen på Friheds Allé. Dagen byder på masser af aktiviteter, blandt andet orienteringsløb, rundbold, snobrødsbagning og fællessang. Der er med andre ord lagt op til en dag med […]

Læs mere...