Der var både blomster, gaver og brede smil, da to lokale virksomheder blev hyldet for deres indsats for lærlinge og elever. Fejringen samlede kolleger, ledelse og elever om et tydeligt budskab: gode lærepladser skabes i hverdagen, når læring, nærvær og faglighed går hånd i hånd.
Tirsdag den 21. oktober 2025 blev Provas og Danfoss Drives kåret som EUC Syds lokale vindere af henholdsvis Årets Læreplads og Årets Innovative Læreplads.
“De har ikke bare tilbudt en læreplads, de har skabt et læringsmiljø, hvor innovation, fællesskab og faglig udvikling går hånd i hånd”, fortæller Dan Zielke, direktør for EUC Syd, i en pressemeddelelse.
Ved arrangementet på EUC Syd i Sønderborg blev begge virksomheder hædret med diplom, blomster og gave, og stemningen var præget af fællesskab og stolthed.
Provas modtog prisen Årets Læreplads 2025 efter en indstilling fra IT-supporterelev Charlotte Laursen.
“Efter to måneder føltes det som om, jeg var kommet hjem, og jeg elsker mit arbejde”, Charlotte Laursen. Hun fremhæver respekt, faglighed og varme i hverdagen samt muligheder for at udvikle sig med opgaver indenfor blandt andet IT-sikkerhed og samarbejde på tværs.
Danfoss Drives blev kåret som Årets Innovative Læreplads 2025 på baggrund af en indstilling fra automatikteknikerlærling Frederik Dupont Larsen.
“Jeg mener, at Danfoss er den bedste og mest udfordrende læreplads i Danmark, når det kommer til at få os lærlinge til at tænke ud af boksen”, fortæller han.
På lærepladsen arbejdes der med avancerede robotteknologier som Fanuc og KUKA samt visionløsninger, og en elevopgave med en ny robotcelle reddede 10.000 plastkasser fra at blive kasseret.
De to elever, Charlotte Laursen og Frederik Dupont Larsen, blev også hædret for deres indstillinger. Fejringen bød på kaffe, kage og mange smil.
I år er der på landsplan indsendt 404 indstillinger til priserne, og alle erhvervsskoler har udvalgt lokale vindere. De nationale vindere kåres i København tirsdag den 4. november 2025.

















