KV25: Valgplakater ødelagt – Byrådskandidat kalder det et angreb på demokratiet

Socialdemokratiets valgplakater mål for hærværk i Lysabild, Privatfoto

Socialdemokratiets valgplakater mål for hærværk i Lysabild, Privatfoto

31. oktober 2025 Kommunalvalg Skrevet af: Michael Kjær

I Lysabild har en ubehagelig hændelse sat spørgsmålstegn ved respekten for demokratiet. Hele 16 valgplakater fra Socialdemokratiet er blevet ødelagt. Det fortæller Jørgen Hindkjær.

”I Lysabild er 16 valgplakater blevet ødelagt – overmalet, navne overstreget, og fjernet fra deres korrekt opsatte placeringer. Det drejer sig udelukkende om plakater fra Socialdemokratiet, både mine egne og mine partifællers. Andre partiers plakater, som nu hænger på de samme steder, er ikke blevet rørt”, fortæller Jørgen Hindkjær, formand for Socialdemokratiet på Als og byrådskandidat til kommunalvalget.

Artiklen fortsætter under annoncen

Til SønderborgNYT fortæller han, at han har svært ved at se episoden som tilfældig:

”Nogle af vores plakater er endda blevet skubbet op bag andre, så de ikke kunne nås, og de plakater, der nu hænger på de oprindelige pladser, er intakte. Det vidner om en målrettet handling – og det er en uheldig tilgang til demokratiet”.

For Jørgen Hindkjær handler sagen ikke blot om nogle stykker pap med billeder og slogans. For ham er det et spørgsmål om demokratiets grundlæggende værdier:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Demokratiet bygger på retten til at deltage, til at ytre sig, og til at blive hørt. Når nogen vælger at udtrykke sig gennem hærværk frem for ord, underminerer de den samtale, vi alle er en del af. Vores navne står på plakaterne, og vi er tilgængelige på sociale medier – det er nemt at tage kontakt, nemt at starte en samtale”.

Han indrømmer, at han kunne have kaldt handlingen kujonagtig, men vælger en anden tilgang.

”Jeg har mange års erfaring som lærer og skoleleder for børn og unge med særlige behov. Jeg ved, at nogle mennesker ikke altid magter at kommunikere på andre måder end gennem negativ og udadreagerende adfærd”, siger Jørgen Hindkjær.

Artiklen fortsætter under annoncen

Derfor peger han ikke fingre, men håber på, at nogen tager ansvar:

”Mit håb er, at dem der har ansvaret for dem, der har behov for at reagere kraftigt på Socialdemokratiet, tager affære – og italesætter demokratiets spilleregler. Vi skal kunne være uenige, uden at ødelægge hinandens stemmer”.

For Jørgen Hindkjær er Socialdemokratiets værdier stadig kompasset midt i det hele:

”Socialdemokratiet står på et fundament af lighed, fællesskab og solidaritet. Det er værdier, der rækker ud – også til dem, der har svært ved at række ind”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Han slutter med en opfordring til ro, respekt og fællesskab:

”Lad os stå sammen om et værdigt valg. Et valg, hvor alle stemmer får plads – også dem, vi ikke er enige med”, siger Jørgen Hindkjær, formand for Socialdemokratiet på Als og byrådskandidat til kommunalvalget.

4. juni 2026 DET SKER, Erhverv, Nordborg

Brand- og redningsevent med hverdagens helte, politihunde og bamsehospital

4. juni 2026 DET SKER

Hele familien kan opleve et bamsehospital og møde hverdagens uniformerede helte, når Universe inviterer til en dag fyldt med action, i forbindelse med at de afholder deres store brand- og redningsevent. Det sker lørdag den 6. juni i Universe Science Park. Til eventet kan man møde brandfolk, ambulancereddere og politibetjente og få en snak med […]

Læs mere...