KV25: Vælgerundersøgelsen peger på et nyt byråd – med nye partier i nøglepositioner

Sådan kan det nye byråd tage form – viser måling fra Statsskolen

Sådan kan det nye byråd tage form – viser måling fra Statsskolen

13. november 2025 Kommunalvalg Skrevet af: Michael Kjær

Her er et bud på den kommende mandatfordeling i Sønderborg Byråd, med afsæt i vælgerundersøgelsen fra Sønderborg Statsskole, udarbejdet af Søren Iversen, lektor ved Sønderborg Statsskole.

Parti: antal mandater KV25 (mandater KV21) ændring

A. Socialdemokratiet:  9 mandater  (14)  -5 mandater
F. SF – Socialistisk Folkepart:  3 mandater  (0)  +3 mandater
I. Liberal Alliance:  5 mandater  (0)  +5 mandater
O. Dansk Folkeparti:  2 mandater  (1)  +1 mandat
S. Slesvigsk Parti: 2 mandater  (3)  -1 mandat
V. Venstre: 5 mandater  (11)  -6 mandater
Æ. Danmarksdemokraterne: 2 mandater  (0)  +2 mandater
Ø. Enhedslisten: 3 mandater  (1)  +2 mandater
Andre partier (Nye Borgerlige):  0 mandater  
(1)  – 1 mandat

Socialdemokratiet går markant tilbage og mister fem mandater i det kommende byråd. Ifølge den nye måling står partiet til ni pladser mod fjorten ved valget i 2021.

Også Venstre er hårdt ramt og ser ud til at blive valgets anden store taber. Partiet falder fra elleve til fem mandater og bliver dermed næsten halveret i styrke.

Til gengæld kan Liberal Alliance glæde sig over et stort fremskridt. Partiet står til fem mandater og bliver dermed et nyt navn i byrådssammenhæng.

På venstrefløjen går både SF og Enhedslisten frem. SF har kurs mod byrådet med tre mandater mens Enhedslisten øger fra ét til tre pladser.

Også Danmarksdemokraterne ser ud til at gøre deres indtog i byrådet. Partiet står til to mandater og bliver dermed det tredje nye parti i byrådssalen på Sønderborg Rådhus.

Dansk Folkeparti går en smule frem og kan forvente to mandater mod ét ved sidste valg. Slesvigsk Parti mister derimod et mandat og ender ligeledes på to.

Nye Borgerlige stiller ikke op til kommunalvalget og mister derfor sin eneste plads i byrådet.

Otte partier ser ud til at blive repræsenteret – mod seks i dag – og med tre helt nye partier på vej ind, bliver det kommende byråd et af de mest brogede i nyere tid, hvis altså undersøgelsen holder vand.

Metode
Mandater er fordelt i to trin efter den d’Hondtske metode: Først mellem de to store partier (A og V) og valgforbundene, og dernæst inden for hvert af valgforbundene.

Data er baseret på vælgerundersøgelsen der er foretaget af Sønderborg Statsskole.

Svarene er indsamlet i perioden fra den 31. oktober til den 9. november 2025 via web. Data er vægtet i forhold til alder og køn for at sikre repræsentativitet.

I alt er der modtaget 779 svar.

84 procent har angivet, hvilket parti de vil stemme på til KV25.
10 procent har endnu ikke besluttet sig for, hvilket parti de vil stemme på.
6 procent er enten under 18 år, ikke bosat i Sønderborg Kommune, vil ikke stemme eller har valgt ikke at oplyse det.

Eventuelle dobbeltbesvarelser er fjernet, og det er således kun den senest indsendte besvarelse, der er gældende.

Vælgerundersøgelsens resultat er således baseret på 654 respondenter fra Sønderborg Kommune, der har truffet sit valg om, hvilket parti de vil stemme på til kommunalvalget 2025.

5. juni 2026 Augustenborg, Kultur

Genskabelsen af Hertugernes Augustenborg kræver mere end flotte plancher

5. juni 2026 Augustenborg

Borgerne i Augustenborg bakker op om visionen om at genskabe den historiske hertugby, men tålmodigheden skal hjælpes på vej af synlige resultater. Det stod klart, da borgere, projektfolk og repræsentanter fra kommunen torsdag mødtes i Kultursalen torsdag aften for at drøfte resultaterne af en omfattende spørgeundersøgelse og få en status på det ambitiøse projekt Hertugernes […]

Læs mere...