Poul Harald Holm, Hundslev, Spidskandidat for Kristendemokraterne, skriver:
Læserindlæg: Landdistriktsudvikling 2.0 – og hvorfor vi skal tænke mere langsigtet
ProjectZero har allerede skabt imponerende resultater: Sønderborg-området har siden 2007 reduceret sin CO₂-udledning med 75 %. Det viser, at vi kan rykke noget, når vision og handling går hånd i hånd.
Men vi vil gerne rette et fokus lidt længere frem end til 2029. Den grønne omstilling må ikke kun handle om store anlæg og tekniske løsninger. Vi ønsker at fremelske en alternativ strategi – et supplement – der på sigt skal skabe efterspørgsel nedefra, dér hvor mennesker bor.
Vi skal undgå store top-down projekter, hvor lokalbefolkningen ikke er med.
Med Landdistriktsudvikling 2.0 foreslår KD Sønderborg, at vi skaber lokale energifællesskaber, hvor borgere, foreninger og virksomheder samarbejder om fælles projekter: energitjek og boligoptimering, fælles indkøb af varmepumper eller isolering, og lokale løsninger for produktion og forbrug af energi. Det sikrer lokalt engagement og medejerskab.
Inspirationen kommer fra Sønderborg Kommunes succesfulde arbejde med landdistriktsudvikling. En energikoordinator forankret hos ProjectZero skal facilitere energifællesskaberne og hjælpe med at forbinde de store planer med de lokale initiativer. Energifællesskaberne skal videndele i et energiforum.
Den lokale efterspørgsel efter grønne løsninger kommer ikke af sig selv – den skal starte i det små og stimuleres gennem fællesskab, synlige resultater og lokal gevinst. Vi ser faktisk mere og mere af det andre steder i Danmark.
Når forarbejdet er lavet, så begynder lokalområder selv at byde ind på selv større energiprojekter.
Dette er et læserindlæg der udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Hvis du ønsker at sende et læserindlæg til SønderborgNYT, så kan det sendes til [email protected].





















