KV25: Hvad mener partierne om, at Sønderborg-området skal nå målet om CO₂-neutralitet i 2029?

Arkivfoto

Arkivfoto

17. november 2025 Kommunalvalg Skrevet af: Michael Kjær

I forbindelse med Sønderborg Statsskoles vælgerundersøgelse til KV25 er der blevet spurgt til, hvor stor betydning en række politiske emner har for, hvor vælgerne sætter deres kryds i morgen.

Et af spørgsmålene handler om, at Sønderborg har en målsætning om, at Sønderborg-området skal nå CO₂-neutralitet i 2029.

53 procent af dem, der har svaret, mener, at det har afgørende eller nogen betydning for, hvilket parti de vil stemme på ved KV25 – særligt blandt dem, der vil stemme på Slesvigsk Parti, Enhedslisten og SF.

Artiklen fortsætter under annoncen

SønderborgNYT har spurgt alle partier om deres holdning til samme emne, og her bringer vi de svar, vi har modtaget.

Enhedslisten:
”I Danmark er vi med vores lave land og lange kystlinje ekstremt udsatte for klimaforandringerne. I Sønderborg er vi blandt de mest udsatte kommuner. I Danmark har vi noget af verdens højeste udledning af CO₂ per indbygger, og vi er et af verdens rigeste lande. Vi får ikke alle verdens fattigere lande med på at lave forandringer, hvis ikke vi går forrest. Hvis vi går forrest, kan det til gengæld være, at vi lykkes med at udvikle nogle løsninger, som der kan blive en forretning ud af at sælge til andre lande”, skriver Asger Romme Andersen.

Artiklen fortsætter under annoncen

SF – Socialistisk Folkeparti:
”Det har meget stor betydning for SF. At Sønderborg når CO₂-neutralitet i 2029 er afgørende for klimaet, fremtidens arbejdspladser og vores fælles ansvar. SF vil arbejde for, at målet nås gennem grøn teknologi, energirenovering, kollektiv trafik og lokal opbakning”, skriver Susanne Blegvad Posselt.

Alternativet:
”Det er meget vigtigt, at vi sætter os mål. At nedgøre ProjectZero vil være rigtig dumt. Bestræbelsen i sig selv er vigtig. Uanset at jeg i mine tillægsuddannelser også er uddannet revisor, så skal der jo være opmærksomhed på, dels hvad der gøres, dels på hvilke problemer der opstår undervejs. Opmærksomheden i sig selv er jo rigtig god. Mit forslag om at nedbringe gødskningen på golfbanerne i kommunen skal ses i den sammenhæng. Det har opmærksomhedsværdi”, skriver Mikael Hertig.

Artiklen fortsætter under annoncen

Personlig Frihed:
”Det er meget bekymrende, fordi idéen om, at CO₂ er farligt for mennesker, er helt vanvittig, da vi ikke kan leve uden CO₂. CO₂ er liv på jorden. Så hvis Sønderborg Kommune når deres administrative mål omkring CO₂, vil det bare betyde, at skatten er steget så meget, at vi ikke kan betale vores regninger mere”, skriver spidskandidat Vibeke Schou.

Det Konservative Folkeparti:
”Vi deler ambitionen om et CO₂-neutralt Sønderborg i 2029 – det er et vigtigt og visionært mål, som har sat Sønderborg på landkortet og sat gang i mange fremsynede aktiviteter”, skriver Jesper Højmark Esbensen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kristendemokraterne:
”Kristendemokraterne bakker op om målet, men vil pointere, at det vigtigste er, at vi fastholder en kontinuerlig grøn omstilling med de rigtige løsninger. Det er godt at have pejlemærker, men de må for alt i verden ikke stå i vejen for senere realiserbare, men mere rigtige løsninger. Vi tror på, at hvis vi skal have landdistrikterne med for alvor, så skal vi have lokale energifællesskaber op at stå – og det vil tage tid. Det er for svært at sælge energiløsninger ’ud i det blå’, så der skal arbejdes med at skabe efterspørgsel lokalt. Det sker ved at arbejde med netværk, oplysning og muligheder for udvikling af lokalsamfundet”, skriver Poul Harald Holm.

Artiklen fortsætter under annoncen

Moderaterne:
”2029, 2030 eller 2031 er ikke afgørende – det, der er afgørende, er, at målet kommer nærmere”, skriver Preben Thorsen.

Socialdemokratiet:
”Det er vores klare mål og fokus at arbejde målrettet på at nå nullet”, skriver Erik Lauritzen.

Danmarksdemokraterne:
”Det er vigtigere, at vi når i mål med en ansvarlig grøn omstilling, der ikke ødelægger vores landområder, end at målet nås lige præcis i 2029. Hvis man er forhastet med den grønne omstilling, så mister man opbakning til processen, hvilket er skadeligt for den grønne omstilling på sigt. Derfor er det vigtigt, at vi tager de fornødne hensyn til de folk, der lever i vores kommune, så vi kommer i mål med den grønne omstilling på en fornuftig måde, der ikke ødelægger vores natur og kulturlandskab”, skriver Niels Benjamin Sørensen.

5. juni 2026 Augustenborg, Kultur

Genskabelsen af Hertugernes Augustenborg kræver mere end flotte plancher

5. juni 2026 Augustenborg

Borgerne i Augustenborg bakker op om visionen om at genskabe den historiske hertugby, men tålmodigheden skal hjælpes på vej af synlige resultater. Det stod klart, da borgere, projektfolk og repræsentanter fra kommunen torsdag mødtes i Kultursalen torsdag aften for at drøfte resultaterne af en omfattende spørgeundersøgelse og få en status på det ambitiøse projekt Hertugernes […]

Læs mere...