Sønderborg Kommunes kultur, idræt og fritidsliv er en bærende del af fællesskabet og det der binder kommunen sammen. Sønderborg Kommunes foreningsliv skal have plads til alle.
Derfor er partierne enige om at styrke samarbejdet og tilskudsordninger som giver børn, unge og voksne med sociale udfordringer eller særlige behov bedre muligheder for at være en del af fritids-og foreningslivet.
Udvalget har det overordnede politiske ansvar for at forberede og gennemføre DGI Landsstævnet i 2029. Herunder at sikre bred involvering af foreninger, borgere, skoler og dagtilbud, uddannelsesinstitutioner, erhvervsliv og øvrige institutioner.
Der skal undersøges, hvordan borgerne sikres adgang til idrætsfaciliteter på mere fleksible betingelser, herunder anvisning af haltider med hensyntagen til for eksempel borgere med særlige behov.
Partierne er enige om at skærpe fokus på de stigende krav om dokumentation, terrorsikring og øvrigt bureaukrati, som foreningerne oplever og som tager tid og lyst fra kerneopgaven.
Parterne ønsker et øget fokus på kommunikation, information og samarbejde imellem kommunens forvaltninger og foreningerne, og at der i forvaltningen er fleksibilitet til at tilpasse opgaveløsningen så den tilgodeser foreningerne.
Med udgangspunkt i den igangværende forundersøgelse af modernisering/renovering/udvidelse af svømmefaciliteterne i Sønderborg, skal udvalget arbejde videre med om og hvordan der i samarbejde med foreninger, fonde og øvrige aktører, kan sikres bedre og mere moderne svømmefaciliteter i Sønderborg, til gavn for alle borgere i hele Sønderborg Kommune.
Udvalget for 5 medlemmer og Socialdemokratiet får formandsposten mens Venstre får næstformandsposten.





















