Konstitueringsparterne er enige om at der fortsat skal være høje ambitioner for børn og unges trivsel, sundhed og læring i Sønderborg Kommune.
Stærke dagtilbud og skoler er fundamentet for dette, og derfor skal udvalget udvikle en helhedsplan for indholdet af Skolernes Årti. Kvalitetsløft af SFO’erne skal indarbejdes i helhedsplanen for Skolernes Årti.
Parterne er enige om at fremtidssikre dagplejen som en attraktiv og fleksibel pasningsform i hele kommunen, der understøtter børns udvikling og familiernes behov.
Parterne vil styrke samarbejdet mellem naturvejledere, dagpleje og daginstitutioner for at give børn bedre adgang til naturen og læring i grønne omgivelser. Udvalget skal undersøge og kvalificere perspektiverne i at etablere en naturbørnehave i tilknytning til Sønderborg by, for eksempel i Sønderskoven.
Overgangene fra dagtilbud til skole og SFO skal styrkes.
Den nuværende arbejdsgruppe for Skolernes Årti videreføres og skal sikre ad hoc inddragelse af relevante aktører. Arbejdsgruppen skal komme med anbefalinger til en samlet helhedsplan for Skolernes Årti, med fokus på både almen og specialområdet.
Parterne er enige om at inklusionen er under pres og at der skal være et styrket fokus på kvaliteten i den støtte, der gives i almenområdet så flere børn kan trives i deres nærmiljø, når rammerne er til stede.
Samarbejdet i ’sammen om skolen’ skal evalueres, herunder med særligt fokus på at sikre bred politisk forankring og gennemsigtighed i arbejdet.
Som en del af Skolernes Årti, er der afsat 500 millioner kroner fra 2024-2034 til renovering af skoler. Renoveringen af Nordals Skolen er påbegyndt og partierne er enige om at fastholde at den næste skolerenovering der igangsættes, er på Gråsten Skole og Alssund-Skolen.
Udvalget skal fortsætte arbejdet med en ny tildelingsmodel på skoleområdet som skaber transparens og en mere hensigtsmæssig fordeling af ressourcerne.
Udvalget skal styrke arbejdet for at gøre unge klar til en ungdomsuddannelse. Det skal fortsat være en ambition, at flere unge tager en erhvervsuddannelse, hvilket understøttes af initiativerne i den kommende uddannelsesreform.
Der skal sikres muligheder for alternative læringsforløb med praksisorienteret læring for de elever, der har behov.
Mulighederne for at udbrede juniormesterlærerordningen til flere steder i kommunen skal undersøges.
Udvalget har ansvaret for implementeringen af Sønderborg Kommunes Sammenhængende Børne-og Familiepolitik, som skal styrke den samlede familieorienterede indsats og gøre Sønderborg Kommune til en endnu mere attraktiv kommune for børnefamilier.
Som en del af denne ambition, arbejder Sønderborg Kommune aktivt for at gøre Sønderborg til UNICEF certificeret børnevenlig kommune.
Partierne er enige om at indsatsen for børn i udsatte positioner skal styrkes og at den helt tidlige forebyggende indsats fortsat er højt prioriteret og afgørende for børns trivsel og udvikling.
Udvalget for 7 medlemmer og Socialdemokratiet får formandsposten mens SF får næstformandsposten.






















