Det var et chok for forældrekredsen ved den tyske skole og børnehave i Lunden, da de i september på et møde med den tyske hovedorganisation for skoleforening og mindretal fik at vide, at skole og børnehave var indstillet til lukning.
I sidste uge traf hovedbestyrelsen beslutning om ikke at lukke institutionerne i Lunden, efter at forældre og personale overbeviste mindretallets ledelse om skolens og børnehavens eksistensberettigelse.
”Det er fantastisk. Vi forældre har virkelig vist, vi kan stå sammen og vi har taget meget af renoveringen på vore skuldre og brugt weekender på at reparere bygningen for at undgå dyre reparationsomkostninger”, fortæller Kristina Quitzau Hansen fra børnehavens forældrekreds.
Der er blandt andet arrangeret støtteløb og søgt fonde for at nedbringe omkostningerne mest muligt.
”Jeg har to børn i børnehaven. Den ældste skal i skole til sommer, og det betyder utrolig meget, at hun kan gå i skole her i Lunden frem for, at vi skal transportere hende til en skole langt væk. Det er dejligt, hun kan blive her”, siger Kristina Quitzau, der bringer sine børn frem og tilbage på cykel.
Skole og børnehave har til huse i samme bygning og stod til lukning på grund af store vedligeholdelsesomkostninger og faldende børnetal, men det sidste kan Kristina Quitzau ikke nikke genkendende til:
”Der har været kritik af, at forældre til børn i børnehaven ikke sender deres børn i den tyske skole. I de fem år jeg har været her, har alle forældre sendt deres børn videre fra den tyske børnehave til skolen. Det er fedt, vi har formået at holde sammen og sikre skolens overlevelse. Jeg er helt blæst bagover af den opbakning, vi har fået”, siger forælderen, der nu kan sende sine børn i skole og børnehave på Nordals.
Hun er med på, at skolens overlevelse er baseret på forældrenes fortsatte opbakning, og den tvivler hun ikke på er til stede. Børnehaven har i dag 18 børn, og skolen 35 elever.
”Nordborg Resort er kommet. Tyske tilflyttere og gæster har været en øjenåbner for udviklingen på Nordals, og her er pænt og dejligt og værd at leve”, siger forælderen.
Hun synes, det ville være forkert at lukke den tyske skole og børnehaven i en tid, hvor udviklingen på Nordals er inde i en opadgående kurve:
”Vi er lykkelige for, at det lykkedes at redde skolen. Vi fik lavet et troværdigt koncept, og forældrene hjalp med at lave de nødvendige reparationer, og vi fik føjet nogle ting til tilstandsrapporten, der gjorde det mere overskueligt. Vores børnehave løber rundt, og vi har det passende personale til den”.
Lunden arbejder meget med skolens grønne profil og har fået Friluftsrådets grønne flag og arbejder målrettet på at gøre børnehaven til Naturfredningsforeningens Grønne Spirer.
”Vi har så at sige en grøn tråd og har et fantastisk udeareal. Det er vores juvel og dejlige have, og vi vil også optage andre i det grønne koncept. Skolen er vigtig for hele det tyske mindretal her på Nordals, og nu kigger vi fremad og glæder os over, hvad vi har opnået, frem for at hænge os i det chok og de søvnløse nætter, truslen om lukning førte med sig”, siger skoleleder Marion Pedersen, der er glad for at have sikret skolens fortsatte eksistens.
”Det her er børnenes hjem”, siger hun til SønderborgNYT





















