Der bliver tale om den sidste periode i borgmesterstolen for Erik Lauritzen. Når vælgerne igen skal til stemmeurnerne om fire år, kommer han ikke til at stå øverst på Socialdemokratiets kandidatliste.
Dermed sætter Sønderborgs mangeårige socialdemokratiske borgmester allerede nu en slutdato på sin tid i borgmesterkontoret på Rådhuset. Det fortæller han i et tv-interview til SønderborgNYT.
”Jeg håber, at jeg får fire rigtig gode år, men så har jeg også haft 16 år. Det kan jeg godt mærke på mig selv, at det slider, så også ud fra den betragtning er det min sidste periode som borgmester og borgmesterkandidat næste gang”, siger Erik Lauritzen.
Meldingen kommer frem i forbindelse med et længere tv-interview, som SønderborgNYT bringer onsdag.
Selv om Erik Lauritzen lader døren stå på klem for fortsat politisk engagement, er der ingen tvivl om, at borgmesterkæden ikke bliver hans efter 2029, og i nogen tid har der været spekulationer om, hvem der er den naturlige aftager som Socialdemokratiets borgmesterkandidat.
Didde Lauritzen fik ved kommunalvalget tredje flest stemmer, og hun nævnes ofte i den sammenhæng som den naturlige aftager efter Erik Lauritzen, der efter den kommende valgperiode har siddet i 16 år i borgmesterstolen.
I andre kommuner er det tidligere set, at borgmesteren giver borgmesterkæden videre midt i valgperioden, men et eventuelt tidligt, socialdemokratisk generationsskifte midt i valgperioden afviser Erik Lauritzen kategorisk.
”Det ligger ikke i planerne. Om der bliver snakket om det? Ja, det gør det jo, fordi alle mulige andre gerne vil snakke om det. Men jeg har to store målsætninger i 2029: ProjectZero skal i mål og så et velafviklet DGI-Landstævne. Det har jeg ikke tænkt mig at overlade til andre. Så den der overvejelse om at stoppe i utide, den kan I glemme alt om”.
Erik Lauritzen understreger samtidig, at Socialdemokratiet på nuværende tidspunkt slet ikke er i gang med at finde en ny borgmesterkandidat, som skal tage over efter ham.
”Den diskussion er vi slet ikke i gang med, og den kommer vi heller ikke i gang med foreløbig. Nu har vi et nyt byråd, vi skal køre i gang, og den diskussion venter længe endnu. Vi har rigtig gode kandidater – både Didde, men også en række andre, som ville kunne løfte den opgave. Så det er slet ikke et tema på nuværende tidspunkt. I kan glemme det”, siger Erik Lauritzen til SønderborgNYT.
Indtil videre handler de kommende fire år derfor om at fuldføre de politiske ambitioner, Erik Lauritzen har sat sig – velvidende at perioden også bliver hans sidste som borgmester i Sønderborg.























