Det har været en lang og travl tirsdag på rådhuset og i byrådssalen, hvor både det afgående byråd, det nyvalgte byråd og Sønderborgs fortsættende borgmester, Erik Lauritzen, havde – og fortsat har – vigtige opgaver på dagsordenen.
Dagens begivenheder kulminerede, da borgmesterkæden tirsdag aften igen blev lagt om Erik Lauritzens hals – men inden da skulle en række formelle beslutninger falde på plads.
Først mødtes det nuværende byråd klokken 17 til ekstraordinært byrådsmøde for endeligt at godkende styrelsesvedtægten. Det er det centrale dokument, der fastlægger rammerne for den politiske ledelse af Sønderborg Kommune og blandt andet beskriver organiseringen af Byrådet, Økonomiudvalget og de stående udvalg.
Behandlingen var anden og sidste omgang, som loven foreskriver, med mindst seks dages mellemrum. Første behandling fandt sted den 3. december, og med aftenens godkendelse blev den formelle styreform dermed endeligt fastlagt.
Herefter var det så det nye byråds tur til for første gang at tage fat på byrådsarbejdet i byrådssalen. Det nye byråd samledes klokken 18:30, hvor den aftalte konstitueringsaftale blev godkendt.
Dermed kunne Venstres Tage Petersen, som det længstsiddende byrådsmedlem, lægge borgmesterkæden om Erik Lauritzens hals som det synlige bevis på, at han også er borgmester de kommende fire år, som også bliver hans sidste valgperiode som borgmester.
Herefter er der møder i de nye politiske udvalg, hvor der i overensstemmelse med konstitueringsaftalen skal vælges formænd og næstformænd.
Møderne er tirsdag aften fortsat i gang og da nogle af byrådsmedlemmerne har flere poster i de forskellige udvalg, kan det godt trække ud, inden det nye byråd mødes igen i byrådssalen.
Det har på forhånd været meldt ud, hvilke politikere der indtager de forskellige poster i udvalgene og derfor er der tale om en formel proces snarere end egentlige forhandlinger. Samtidig skal udvalgenes mødestruktur for den kommende byrådsperiode også fastlægges.
Med dagens møder i byrådssalen og de igangværende udvalgsmøder er der dermed sat det sidste punktum for kommunalvalget 2025.
Med en godkendt konstitueringsaftale, formands- og næstformandsposterne i udvalgene lagt fast, udpegning af medlemmer til blandt andet SONFOR og Sydtrafiks bestyrelser kan Erik Lauritzen tage hul på endnu fire nye år som borgmester i Sønderborg Kommune – med borgmesterkæden som synligt bevis på kontinuiteten på rådhuset og i byrådssalen.
SønderborgNYT ønsker det nye byråd tillykke med valget og held og lykke med arbejdet i den kommende byrådsperiode.



















