Endnu et parti kræver nedrivningen af Nørager sat på pause mens byrådsflertallet tier

SF bakker op om pause i nedrivningen af Nørager. Arkivfoto

SF bakker op om pause i nedrivningen af Nørager. Arkivfoto

23. december 2025 Politik Skrevet af: Michael Kjær

Mens usikkerheden om lovgrundlaget for nedrivningerne af Nørager vokser, og konsekvenserne for beboerne allerede har sat dybe spor, vælger størstedelen af det nye byråd fortsat ikke at tage stilling.

Enhedslisten har indtil nu stået alene med kravet om at sætte nedrivningen på pause, indtil Østre Landsret har taget endelig stilling til EU-Domstolens afgørelse, der underkender dele af ghettolovgivningen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Nu bakker også SF op og retter samtidig kritik mod byrådsflertallets manglende vilje til at forholde sig til konsekvenserne for borgerne.

”EU-Domstolens afgørelse har sat en alvorlig streg under, at grundlaget for dele af den såkaldte ghettolovgivning er juridisk problematisk. I den situation er det dybt bekymrende, hvis byrådet vælger at fortsætte nedrivningen i Nørager, som om intet er hændt”, siger Susanne Blegvad Posselt til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Fra nytår tager hun plads i byrådssalen, efter at SF fik et mandat ved kommunalvalget, og hun lægger ikke skjul på, at tavsheden fra de øvrige partier i sig selv er et politisk valg.

”I SF mener vi, at byrådet har et ansvar for at reagere, når der opstår tvivl om lovligheden af så indgribende beslutninger. Nedrivningerne i Nørager har allerede haft store menneskelige konsekvenser, og derfor bakker vi op om ønsket om at sætte processen på pause, indtil der foreligger en endelig juridisk afklaring”, siger Susanne Blegvad Posselt, der understreger, at det handler om retssikkerhed for helt almindelige borgere i Sønderborg.

Artiklen fortsætter under annoncen

Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti har meldt klart ud, at de ønsker at fortsætte nedrivningerne, uanset den juridiske usikkerhed.

For beboerne i Nørager har konsekvenserne været konkrete og mærkbare. Familier er blevet flyttet mod deres vilje, naboer er blevet splittet ad, og trygge hverdagsrammer er forsvundet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Alligevel fortsætter nedrivningerne, mens den juridiske afklaring stadig mangler.

Ifølge Asger Romme Andersen fra Enhedslisten har forvaltningen oplyst, at spørgsmålet om at sætte nedrivningerne af Nørager på pause ikke er et administrativt spørgsmål, men en politisk beslutning, som alene kan træffes af byrådet.

SønderborgNYT har derfor kontaktet samtlige partier i det nye byråd, som endnu ikke har tilkendegivet deres holdning til spørgsmålet om at sætte nedrivningen af Nørager på pause. Trods sagens alvor har borgmester Erik Lauritzen og dermed Socialdemokratiet, Venstre, Slesvigsk Parti og Liberal Alliance ikke ønsket at forholde sig til, om nedrivningerne bør standses, mens domstolene behandler sagen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det betyder, at der indtil videre kun er to mandater i det kommende byråd – Enhedslisten og SF – som åbent siger stop og kræver, at borgernes retssikkerhed vægtes højere end tempoet i en politisk besluttet proces.

”Hvis vi kan sætte store projekter på pause, når der er usikkerhed om økonomi eller teknik, bør vi også kunne gøre det, når der er usikkerhed om lovgrundlaget. Alt andet vil være uansvarligt”, siger SF’s Susanne Blegvad Posselt.

Hun opfordrer nu byrådsflertallet til at træde ud af tavsheden, tage konsekvensen af EU-Domstolens afgørelse og standse yderligere nedrivninger i Nørager, før endnu flere borgere rammes af beslutninger, som senere kan vise sig at være ulovlige.

Både SF og Enhedslisten er med i den brede konstitueringsaftale i det nye byråd og sidder begge i Natur-, Klima- og Miljøudvalget, hvor Enhedslistens Asger Romme Andersen er formand, og SF’s Susanne Blegvad Posselt er næstformand.

3. juni 2026 Politik, Samfund, Sønderborg

Kommunen sætter foden ned – historisk hus skal bevares

3. juni 2026 Politik

Et hus, der har stået i Ulkebøl siden 1877, får nu en ny chance for at blive en del af områdets fremtid. Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget har besluttet at nedlægge forbud mod nedrivning af den bevaringsværdige ejendom på Kaplenivej 12. Beslutningen kommer efter, at ejeren har søgt om tilladelse til at rive bygningen ned. Huset […]

Læs mere...