Han skaber ro i et fag, hvor mange hurtigt kan miste overblikket, og han får de studerende til at turde stille spørgsmål, også når stoffet er svært. Og det er netop den kombination, der nu har udløst en særlig anerkendelse til en underviser, som mange studerende peger på som vigtig i hverdagen.
Det er Lars Plauborg Pedersen, lektor på bygningskonstruktøruddannelsen ved Syddansk Erhvervsakademi – SEA, der er kåret som ‘Årets Underviser 2026’, som bygger på indstillinger fra de studerende, som især fremhæver hans evne til at skabe trygge rammer og tydelig struktur i undervisningen
“Med Lars følte man aldrig, at man stillede dumme spørgsmål. Han hjalp altid med et smil og fik flettet god humor ind i undervisningen”, skriver en studerende i indstillingen.
De studerende beskriver et undervisningsrum, hvor der er plads til både spørgsmål og fejl, og hvor tvivl ikke bliver set som et problem, men som en del af læringen. Flere peger på, at undervisningen opleves overskuelig, også når emnerne er komplekse, og at dialogen fortsætter uden for undervisningslokalet, når der er behov for det
Indstillingerne har været så enslydende, at en samlet jury med repræsentanter fra ledelse, undervisere, studerende og bestyrelse uden tøven pegede på Lars Plauborg Pedersen som årets underviser.
Ifølge rektor Henrik Larsen rammer kåringen kernen af god undervisning, hvor faglighed og menneskelighed går hånd i hånd.
“For os handler god undervisning ikke kun om faglighed, men også om at være et ordentligt menneske. Når der er plads til fejl, er der også plads til læring. Det er en kvalitet, der betyder meget for de studerende”, fortæller Henrik Larsen i en pressemeddelelse.
Lars Plauborg Pedersen peger selv på tryghed og klare rammer som fundamentet for undervisningen. Når de studerende føler sig trygge, tør de ifølge ham både stille spørgsmål og prøve sig frem, og fejl bliver en naturlig del af processen.
“Når de studerende føler sig trygge, tør de stille spørgsmål og prøve sig frem. Fejl er en naturlig del af læringen, ikke noget, man skal undgå”, siger Lars Plauborg Pedersen.
Med kåringen er Lars Plauborg Pedersen automatisk indstillet til ‘Undervisningsprisen 2026’, hvor én national vinder udpeges af Uddannelses og Forskningsministeriet.
Prisen har en værdi på 500.000 kroner, og SEA er det eneste erhvervsakademi, der har vundet den nationale pris to gange.

















