Frosten har sat sit præg på kommunen, og mange steder ligger søer og andre vandflader nu med is. Selvom det kan se roligt og sikkert ud, er al færdsel på isen i Sønderborg Kommune forbudt, både ud for kysterne, på de offentlige søer, i havnene, ved vandløb og ved andre steder med vand i hele kommunen.
Isen er svær at gennemskue, for der kan være både våger, strøm og andre lokale forhold, som gør, at den ikke fryser stærkt nok til at kunne bære. Derfor kan en tur ud på isen hurtigt blive farlig, også selv om den ser jævn og solid ud.
SONFOR har også advaret mod at gå ud på isen på både søer og regnvandsbassiner, netop fordi forholdene kan ændre sig hurtigt og være svære at vurdere.
Sønderborg Kommune opfordrer derfor til, at man bliver på land og nøjes med at nyde vintervejret og isen på sikker afstand.















