Der er stadig stor interesse for at lave frivilligt socialt og sundhedsfremmende arbejde i Sønderborg Kommune, og det ses tydeligt i bunken af ansøgninger. I første ansøgningsrunde for 2026 har 63 foreninger søgt om støtte, hvilket er 13 flere end året før.
Pengene er nu fordelt, og 50 foreninger har fået støtte efter den politiske godkendelse tidligere i 2026.
Sundheds-, Unge- og Forebyggelsesudvalget har godkendt fordelingen af lidt over 1,9 mio. kroner til frivillige sociale og sundhedsfremmende fællesskaber rundt om i kommunen.
“Vi oplever en stigende interesse for frivillighed, og det glæder mig, at vi kan støtte nye og netværksskabende aktiviteter, der styrker både trivsel og sundhed i kommunen. Samarbejdet med de frivillige er afgørende for at skabe rammerne for et stærkt lokalsamfund til glæde for mange”, siger Didde Lauritzen, Socialdemokratiet og formand for Sundheds-, Unge- og Forebyggelsesudvalget.
Puljen skal støtte foreninger, der laver frivillige sociale og sundhedsfremmende aktiviteter, samtidig med at den bakker op om kommunens vision Et godt liv og frivillighedspolitikken Fællesskaber er noget, vi skaber sammen.
“Med puljen sikrer vi, at lokale foreninger får mulighed for at skabe fællesskaber og støtte til målgrupperne. Det frivillige sociale og sundhedsfremmende arbejde spiller en vigtig rolle i kommunens ambition om et godt liv for alle borgere”, siger Kristian Beuschau, Socialdemokratiet og næstformand for udvalget.
Efter fordelingen er der 331.236 kroner tilbage til anden ansøgningsrunde i 2026. Fristen for at søge er den 1. juni 2026, og runden er især rettet mod foreninger, som lever op til kriterierne, men ikke fik støtte i første runde. Det oplyser Sønderborg Kommune.




















