Styrk din virksomheds møde med kunder og gæster

Et seminar for ledere og virksomheder i alle brancher. Pressefoto

Et seminar for ledere og virksomheder i alle brancher. Pressefoto

10. februar 2026 Erhverv Skrevet af: Sissel Vinther

Værtskab kan blive en konkurrencefordel for Sønderborgs erhvervsliv, og med den tanke inviterer Sønderborg Vækstråd onsdag den 18. februar til seminar, hvor virksomheder og ledere kan få inspiration til, hvordan mødet med kunder, gæster og samarbejdspartnere kan løftes i praksis.

Til seminaret deltager Marianne Hvid, der gennem sin karriere har arbejdet med værtskab som både ledelsesgreb og kultur. Hun er i dag medejer af Als Kloster og har tidligere været lufthavnschef i Sønderborg, hvor hun stod i spidsen for en markant kulturændring med fokus på service og relationer.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ifølge Marianne Hvid handler værtskab ikke om høflighed eller faste procedurer, men om en klar holdning fra ledelsen og en kultur, der kan mærkes i mødet med mennesker.

“Oplevelser er følelser. Hvis en gæst går herfra gladere, end da de kom, så har vi gjort vores arbejde. Det kræver, at ledelsen sætter retningen og holder fast,” siger hun i en pressemeddelelse.

Erfaringen med at møde mennesker i pressede situationer går langt tilbage. Allerede som ung arbejdede Marianne Hvid som skatterevisor og pantefoged i Gråsten, hvor respekt og nærvær var afgørende i kontakten med borgere. Senere tog hun erfaringerne med sig ind i ledelsen af Sønderborg Lufthavn, som under hendes ansvar blev kendt for en mere serviceorienteret tilgang.

Artiklen fortsætter under annoncen

I dag driver hun Als Kloster sammen med sin mand, hvor værtskab er en integreret del af hverdagen. Ifølge Marianne Hvid kommer resultaterne ikke af sig selv, men af konsekvent arbejde med kultur, energi og opmærksomhed på den enkelte gæst.

Seminaret retter sig mod ledere og beslutningstagere og tager fat på, hvordan værtskab kan bruges strategisk i både virksomheder, butikker, klinikker og organisationer. Pointen er, at mødet mellem mennesker altid har betydning – også for bundlinjen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Seminaret ‘Det gode værtskab’ afholdes onsdag den 18. februar 2026 fra klokken 16:00 til 19:00 hos Sønderborg Vækstråd. Det er gratis at deltage, men kræver tilmelding senest mandag den 16. februar til Vækstrådet.

Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.