Sne, kraftig blæst og risiko for lukkede veje kan blive virkeligheden i Sønderborg Kommune fra de tidlige morgentimer torsdag. Prognoserne er fortsat usikre, men varslerne er så markante, at både politi og beredskab allerede nu forbereder sig på en mulig snestorm.
Onsdag eftermiddag varsler DMI snestorm i Sønderborg Kommune i perioden fra torsdag klokken 01:00 til fredag klokken 04:00 med vind på 10-12 m/s fra nordøst og samtidig snefald. I perioder kan der falde mellem 10 og 15 centimeter sne på seks timer og samlet op mod 20 centimeter. Også TV 2 Vejret varsler snestorm for Sønderborg-området.
Ifølge prognoserne kan den sydlige del af Danmark blive ramt hårdest, og det kan få betydning for trafikken. Kombinationen af sne og vind kan føre til snefygning, nedsat sigtbarhed og hurtigt forværrede køreforhold.
Hos Syd- og Sønderjyllands Politi følger man situationen tæt og opfordrer borgerne til at tænke sig grundigt om, inden de begiver sig ud.
“Det gælder om, at man tænker sig om og overvejer, om man måske kan blive hjemme. Selvom der måske ikke er sne lige der, hvor man befinder sig, vil det være en god idé at tjekke, hvordan vejr- og trafiksituationen er der, hvor man vil hen, og hvordan vejrsituationen er, når man skal retur. Man kan risikere, at veje lukker på grund af snestormen, så man kan allerede nu overveje, om man måske kan udsætte sin tur”, siger politiinspektør Søren Frederiksen.
Den lokale beredskabsstab har de seneste dage forberedt indsatsen og koordinerer med relevante myndigheder, hvis situationen udvikler sig.
“Sammen med de øvrige relevante myndigheder følger vi udviklingen og melder løbende ud, hvis vejrprognoserne ændrer sig og giver anledning til yderligere lokale anbefalinger her i politikredsen. Og så opfordrer vi alle til at tænke sig om, bruge fornuften og følge de mange gode råd om forberedelse og forsigtig kørsel”, siger Søren Frederiksen.
Myndighederne anbefaler blandt andet, at man holder sig opdateret via lokale meldinger fra politi og andre relevante instanser, overvejer hjemmearbejde, hvis det er muligt, eller kører i god tid. Skal man ud i bil, bør man være forberedt på at kunne sidde fast i trafikken.
Det kan være en god idé at have varmt tøj, strøm på telefonen, nødvendig medicin og eventuelt en skovl med i bilen. Sigtbarheden kan blive kraftigt nedsat, og vejene kan være glatte – også selvom de er saltet. Snefygning kan opstå hurtigt og skabe farlige situationer, selv på strækninger, der netop er ryddet.
Samtidig opfordres trafikanter til at give plads til sneplove og beredskabskøretøjer, så arbejdet med at holde vejene farbare kan gennemføres så effektivt og sikkert som muligt.






















