Kreditbanken er gået ud af 2025 med et resultat på 202,2 mio. kroner før skat. Det er en pæn fremgang i forhold til 184,5 mio. kroner året før og markerer et år, hvor både indtjening, kundetilgang og forretningsomfang har bevæget sig i den rigtige retning for den sønderjyske bank. Det skriver Kreditbanken i en pressemeddelelse.
“Vi har lagt et rekordår bag os, hvor både bestående og nye kunder har vist os stor tillid. Og hvor banken har oplevet pæn vækst. Jeg ser resultatet som et produkt af stærkt samarbejde på tværs af organisationen og et klart fokus på at drive en sund og lokal bank i Sønderjylland”, udtaler bankdirektør Lars Frank Jensen.
Han peger på, at bankens toplinje – netto rente- og gebyrindtægterne – er steget fra 319 mio. kroner i 2024 til 342 mio. kroner i 2025.
En række af bankens nøgletal for 2025 viser også, at nedskrivningerne på udlån er faldet fra 24 mio. kroner i 2024 til 5 mio. kroner i 2025. Bankens indlån er øget med 14,1 % og udlånene med 10,6 % – begge dele godt hjulpet af, at banken også i 2025 har kunnet sige goddag til rundt regnet 10 nye kunder på hver åbningsdag.
Bestyrelsen foreslår på den baggrund et udbytte på 250 kroner pr. aktie for 2025. Det er en væsentlig stigning fra 150 kroner året før.
Ifølge banken skal det større udbytte ikke alene ses som en konsekvens af det solide årsresultat, men også som en markering af, at Kreditbanken i 2026 kan fejre sit 100-års jubilæum.
Den 7. maj 2026 runder banken de første 100 år – en milepæl, der ifølge direktøren rækker ud over selve virksomheden.
“Når Kreditbanken 7. maj 2026 kan fejre sine første 100 år, er det ikke blot en fejring af en bank, men også en fejring af et stykke levende sønderjysk historie. Som et led i fejringen har vi derfor valgt at udgive bogen ‘Gamle dyder i nye tider’. Bogen beskriver en del af Kreditbankens rejse gennem et århundrede præget af udvikling og store forandringer. Og den er en fortælling om blandt andet sammenhold, identitet, evnen til at bevare det væsentlige og om viljen til at se fremad, når verden forandrer sig”, siger Lars Frank Jensen.
Banken lancerer bogen på sin generalforsamling den 18. marts.
Samtidig ser banken frem mod et nyt regnskabsår med mere usikre økonomiske rammer. For 2026 forventer Kreditbanken et resultat før skat i niveauet 140 til 170 mio. kroner og i forventningerne er der indregnet en vigende renteindtjening sammenlignet med 2025, lavere positive kursreguleringer på egenbeholdningen af obligationer samt øgede nedskrivninger på udlån.
Kreditbanken fremhæver samtidig sit fortsatte fokus på at have en robust egenkapital bestående af aktiekapital og opsparet overskud samt på at kunne levere overskud kvartal for kvartal.

















