Kultur i Gråsten inviterer til den traditionelle forårskoncert med Danfoss Orkestret, hvor alle er velkomne til en forrygende, festlig og fantastisk koncert. Det sker torsdag den 23. april i Ahlmannsparken i Gråsten.
Danfoss Orkestret har et alsidigt og omfattende repertoire – det er et brass band med 30 medlemmer, som blev oprettet af Danfoss-stifteren Mads Clausen i 1955. Musikerne har amatørstatus, på nær dirigenten, og de har erfaring med at optræde med både egne og professionelle solister.
Orkestret dirigeres af Gert Skovlod Hattesen, der er trompetist i Prinsens Musikkorps i Skive. Han er en af Danmarks dygtigste brass band-dirigenter, og han står i spidsen for orkestret, der har ambition om at være et førende brass band i Sønderjylland.
Det er fjerde gang, Kultur i Gråsten præsenterer Danfoss Orkestret, der er både velspillende og underholdende, og koncerten sker med sponsorstøtte fra Fabrikant Mads Clausens Fond.
Forårskoncerten finder sted torsdag den 23. april 2026 klokken 19:30 i Ahlmannsparken i Gråsten. Alle er velkomne, og gratis billetter kan hentes på Kultur i Gråstens hjemmeside.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.


















