Selv om sæsonen i Den Kongelige Køkkenhave endnu ikke er gået i gang, bliver der alligevel åbnet for en særlig dag for haveinteresserede den 25. april, hvor der er mulighed for at hente inspiration og få gode råd til egne haveprojekter.
Uanset om tankerne går på et nyt bed, en køkkenhave eller en større forandring i haven, bliver der mulighed for at få konkrete input og vejledning.
Slotsgartner Ulla Bruun Brendstrup og havedesigner Anne Ranch er til stede hele dagen og deler ud af deres viden. Det anbefales at tage mål og et billede af haven med og gerne notere, hvordan solen falder på området, så rådgivningen kan tage udgangspunkt i de faktiske forhold.
Fra klokken 11:00 til 12:00 vil der desuden være demonstration af enkle buketter og hurtige idéer til konfirmationsdekorationer. Der bliver også solgt frø, blandt andet farverige gulerødder, kål og blomster, og både café og butik holder åbent hele dagen.
Det foregår i Den Kongelige Køkkenhave i Gråsten lørdag den 25. april fra klokken 10:00 til 15:00, og alle interesserede er velkomne.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.















