En 79-årig kvinde fra lokalområdet kom onsdag eftermiddag til skade i et færdselsuheld i Sønderborg, da hun på elcykel kom kørende ad Katrinelund i nordvestlig retning og ville krydse Borgmester Andersens Vej.
I den forbindelse kørte hun ud foran en 48-årig kvinde fra lokalområdet, der kom kørende i bil i nordlig retning med omkring 60 kilometer i timen. Ved sammenstødet blev elcyklisten slynget op over bilens forrude.
“Den 79-årige blev kørt til OUH, men er umiddelbart uden for livsfare og slap fra uheldet med lettere kvæstelser”, oplyser politikommissær Søren Schlaikjer fra Syd- og Sønderjyllands Politi.













