UlkebølSpejderne inviterer til Spejderdag med åbent hus for alle, der er interesserede i at høre og se, hvordan det er at være spejder. Der er lagt op til en både sjov, hyggelig og udfordrende dag, hvor man kan lære en masse nyt. Det sker søndag den 10. maj på Damager i Ulkebøl.
De glemte færdigheder bliver genoplivet, og det er tid til friluftsliv, fællesskab og sjove udfordringer, når familier kan besøge UlkebølSpejderne og prøve det hele af. Der bliver mulighed for at prøve forskellige spejderaktiviteter som at snitte, tænde bål, gå på opdagelse i naturen, lave snacks over bål og meget mere.
Det Danske Spejderkorps har foretaget en undersøgelse, der viser, at mange forældre i dag ikke har et nært forhold til naturen, og at mange ikke giver udeoplevelser og fællesskabet videre til deres børn. Undersøgelsen viser også, at flertallet af forældre ikke har tændt bål uden en lighter, ikke har bygget ly i naturen og farer vild med kort og kompas.
Spejdere lærer en masse, og til Spejderdag glæder UlkebølSpejderne sig til at byde børn og voksne velkommen til at lave bålmad, arbejde med naturen og løse opgaver med samarbejde og snilde. At gå til spejder giver et fantastisk og aktivt fællesskab, som de gerne vil dele med endnu flere.
”Til spejder lærer vi alle de gode gamle færdigheder, men vi lærer også mere end at tænde bål og bruge kort og kompas. Friluftslivet er det, der samler os, men det er i endnu højere grad fællesskabet og venskaberne, der holder os sammen. Til spejder bliver børn udfordret på den gode måde. De bygger huler og lærer at samarbejde. De farer vild og lærer at finde vej igen. Og så laver de mad over bål og lærer, at de godt kan selv”, siger Lene Falk, der er gruppeleder for UlkebølSpejderne.
Arrangementet henvender sig primært til børn i alderen 4-12 år og deres voksne, og der er aktiviteter, som passer til forskellige alderstrin. Det hele foregår udendørs og deltagere opfordres til at tage tøj på efter vejret.
Spejderdag med åbent hus finder sted søndag den 10. maj 2026 fra klokken 10:00 til 13:00 hos UlkebølSpejderne på Damgade i Ulkebøl. Alle er velkomne, og man kan med fordel tilmelde sig arrangementet på UlkebølSpejdernes hjemmeside, men man er også velkommen uden tilmelding.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.

















