Der har i årevis været badeforbud ved Himmark Strand på Nordals, og under havbunden ligger en af Danmarks største og mest omfattende forureninger. Nu inviterer Region Syddanmark til informationsmøde den 10. juni om den kommende oprensning, som ventes at koste flere hundrede millioner kroner og strække sig over flere år.
Forureningen stammer fra 1950’erne og 1960’erne, hvor området blev brugt til losseplads, og hvor industriaffald og kemikalieaffald fra Danfoss blev deponeret og afbrændt tæt ved stranden.
Undersøgelser har siden vist store mængder olie, klorerede opløsningsmidler og det kræftfremkaldende stof vinylklorid både i jorden, grundvandet og under havbunden. Forureningen har spredt sig langt ud under havet, og derfor er Himmark Strand i dag udpeget som en af Danmarks 10 generationsforureninger.
Den planlagte oprensning bliver en omfattende opgave, hvor store mængder forurenet jord skal graves væk både fra stranden og under havbunden. Projektet skal samtidig sikre, at forureningen ikke fortsætter med at sive ud i havmiljøet.
På mødet orienterer Sønderborg Kommune om myndighedernes rolle, mens Region Syddanmark fortæller om forureningen, oprensningsprojektet og den forventede tidsplan. Der bliver også mulighed for at stille spørgsmål undervejs, oplyser Region Syddanmark i en pressemeddelelse.
Sønderborg Kommune og Kystdirektoratet forventer i løbet af sommeren 2026 at sende myndighedsafgørelser og miljøkonsekvensrapport i offentlig høring, hvis Natur-, Klima- og Miljøudvalget i Sønderborg Kommune den 3. juni 2026 godkender materialet.
Informationsmødet foregår onsdag den 10. juni 2026 fra klokken 19:00 til 20:45 i Nord-Als Idrætscenter. Arrangementet er gratis, og der serveres kaffe og te. Tilmelding skal ske senest onsdag den 3. juni 2026 ved at sende en mail til [email protected].
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.


















