Elever skal genhuses efter problemer med brandsikkerheden

Kløver-Skolens elever flytter til Ahlmann-Skolen

Foto: Sønderborg Kommune

Kløver-Skolens elever flytter til Ahlmann-Skolen

Foto: Sønderborg Kommune

13. juni 2026 Uddannelse Skrevet af: Sissel Vinther

Efter et brandtilsyn i august 2025 viste, at bygningerne på specialskolen Kløver-Skolen ikke i tilstrækkelig grad passer til de elever, der går der i dag, begynder arbejdet med at forbedre brandsikkerheden efter sommerferien. Omkring 45 elever skal derfor fra starten af august have deres skolegang på Ahlmann-Skolen, mens arbejdet står på.

Kløver-Skolen er kommunens eneste specialskole for elever med behov for vidtgående specialundervisning og modtager børn og unge fra hele kommunen. Flere elever har i dag brug for hjælpemidler og ekstra støtte i hverdagen, og det stiller større krav til blandt andet flugtveje og indretning.

Artiklen fortsætter under annoncen

Arbejdet bliver gennemført en blok ad gangen, så elever og medarbejdere løbende kan flytte rundt på skolen. De omkring 45 elever, der skal genhuses på Ahlmann-Skolen, går i indskolingen og på mellemtrinnet og skal efter planen blive der frem til foråret 2027.

“Der bliver taget størst muligt hensyn til elevernes hverdag. Men det er helt afgørende, at vi har trygge og sikre rammer for vores elever. Derfor sætter vi nu gang i en nødvendig opgradering af brandsikkerheden på Kløver-Skolen, så skolen lever op til de krav, der stilles”, fortæller Jesper Smaling fra Socialdemokratiet, formand for Børn-, Skole- og Familieudvalget, i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

På Ahlmann-Skolen får eleverne adgang til store lokaler, grupperum og udeområder, som kommunen vurderer passer til deres behov.

“Der er lagt vægt på at finde en løsning, hvor eleverne fortsat har gode rammer i hverdagen, der giver gode muligheder for både undervisning og trivsel. På Ahlmann-Skolen er der både store lokaler, grupperum og gode udeområder, som understøtter elevernes behov”, fortæller Susanne Blegvad Posselt fra SF, næstformand for Børn-, Skole- og Familieudvalget.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kløver-Skolen kan fortsat have elever på skolen, mens arbejdet står på. Der er allerede udarbejdet en ny brandinstruks, installeret automatiske brandalarmer og fulgt op på de påbud, som kom efter brandtilsynet.

De planlagte forbedringer omfatter blandt andet nye udvendige døre fra klasselokalerne, nye lofter, bedre opdeling af bygningerne i brandsektioner og ændringer af de tekniske installationer. Arbejdet ventes afsluttet i april 2027.

Udgifterne er tidligere blevet vurderet til omkring 12 millioner kroner, men den endelige pris kendes først, når projektet har været i udbud.

Artiklen fortsætter under annoncen

Samtidig sætter Børn-, Skole- og Familieudvalget gang i en analyse af Kløver-Skolens fremtidige rammer. Skolen ligger i dag på to adresser, og analysen skal undersøge, hvordan bygninger, undervisning og organisering bedst kan indrettes fremover.

15. juni 2026 Samfund, Sønderborg

Sønderborg Kvinde- & Krisecenter får en ny begyndelse

15. juni 2026 Samfund

Tirsdag blev  en særlig dag i centrets historie, da Sønderborg Kommune officielt overdrog bygningerne på Agervang 5 til Sønderborg Kvinde- & Krisecenter. Overdragelsen blev markeret med en nøgleoverrækkelse og markerer samtidig begyndelsen på et nyt kapitel for den lokale institution, der gennem mere end 40 år har været et trygt sted for kvinder og børn […]

Læs mere...