To biler var søndag eftermiddag involveret i et færdselsuheld i krydset ved Vemmingbundvej og Dyntvej i Broager hvor to personbiler stødte sammen.
Uheldet skete klokken 13:15, hvor en personbil kom kørende i østlig retning ad Vemmingbundvej og ud på Dyntvej, mens en anden personbil samtidig kom kørende i sydlig retning ad Dyntvej.
Her stødte de to biler sammen, og sammenstødet betød, at den ene bil endte ude i kornmarken.
“Der skete materiel skade ved uheldet, men umiddelbart kom ingen personer til skade”, oplyser politikommissær Chris Thorning Vesterdal fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Føreren af den ene bil er en 67-årig mand fra Sønderborg, mens føreren af den anden bil er en 49-årig kvinde, ligeledes fra Sønderborg.
















