Efter flere års planlægning, undersøgelser og forsinkelser er oprensningen af den stærkt forurenede Himmark Strand på Nordals nu rykket et afgørende skridt nærmere.
Mandag godkendte Regionsrådet i Region Syddanmark, at det omfattende oprensningsprojekt sendes i udbud. Dermed kan jagten på den entreprenør, der skal stå for den enorme opgave, begynde.
Hvis tidsplanen holder, kan de første gravemaskiner rykke ind i løbet af 2027, mens hele oprensningen forventes afsluttet omkring årsskiftet 2029/2030.
Borgmester Erik Lauritzen peger på, at både lokalsamfundet og naturen har ventet længe på næste skridt i processen.
“Det er positivt, at Region Syddanmark nu er på vej til at sende oprensningen af Himmark-forureningen i udbud. Vi har ventet længe på at komme hertil, og det er afgørende for både borgernes tryghed og for naturen omkring Himmark, at oprydningen nu rykker fremad. Fra Sønderborg Kommunes side ser vi frem til det fortsatte samarbejde med regionen og de øvrige myndigheder, så vi sammen kan få løst opgaven og sikre et godt resultat for både miljøet og lokalområdet”, udtaler borgmesteren i en pressemeddelelse.
Tidligere på måneden godkendte Natur-, Miljø- og Klimaudvalget i Sønderborg Kommune regionens miljøkonsekvensrapport og sendte den i otte ugers offentlig høring. Derudover har regionen og kommunen afholdt borgermøde på Nordals om projektet.
For Regionsrådets formand, Bo Libergren (V), markerer beslutningen en vigtig milepæl.
“Vi har set frem til denne dag i lang tid, så derfor er det også ekstra glædeligt, at vi nu kan gå sommeren i møde med denne store milepæl. Vi er løbet ind i flere forsinkelser undervejs, men nu ser vi frem til den kommende udbudsproces. For borgere og turister i området vil en oprensning betyde, at de kan få et sikkert naturområde tilbage at færdes i og igen kan nyde en dukkert i havet”.
Himmark Strand er en af Danmarks ti såkaldte generationsforureninger. Siden Himmark Strand i 2019 blev udpeget som generationsforurening, har Region Syddanmark haft ansvaret for at få fjernet forureningen. Opgaven er omfattende. Omkring 125.000 tons forurenet jord skal fjernes fra både strandarealerne og havbunden.
Tidligere på måneden godkendte Natur-, Miljø- og Klimaudvalget i Sønderborg Kommune regionens miljøkonsekvensrapport og sendte den i otte ugers offentlig høring. Derudover har regionen og kommunen afholdt borgermøde på Nordals om projektet.
Med den politiske godkendelse kan udbudsprocessen nu gå i gang med det samme. Regionen har valgt at samle hele opgaven i én hovedentreprise med mulighed for forhandling. Målet er at få én entreprenør til at stå for styringen af hele projektet, hvilket både skal sikre bedre koordinering og gøre det lettere at holde styr på økonomien.
Region Syddanmark forventer at kunne indgå kontrakt med den vindende entreprenør i første kvartal 2027. Det første spadestik er foreløbigt planlagt til andet kvartal samme år.
Der er i øjeblikket afsat 325 millioner kroner til projektet, inklusive de omfattende forundersøgelser. Hertil kommer et bidrag på 25 millioner kroner fra Danfoss, hvilket bringer den samlede økonomiske ramme op på 350 millioner kroner.
Men både tidsplan og økonomi kan stadig ændre sig, understreger formanden for Udvalget for Miljø, Mobilitet og Uddannelse, Poul Erik Jensen:
“Vi står over for en stor oprensningsopgave med en masse ubekendte faktorer. Det handler både helt praktisk om vejr, vind og forureningens endelige størrelse, og så er vi også meget bevidste om, at prisen for oprensningen er baseret på et overslag fra regionens rådgiver. Det endelige budget ligger først klar, når udbuddet er gennemført, og en lang række faktorer kan stadig nå at påvirke den endelige pris i begge retninger. Derfor vil jeg også gerne understrege, at den nuværende pris og tidsplan er et skøn, vi arbejder ud fra – og det er helt normalt i store projekter som dette”.
Selve oprensningen bliver en teknisk krævende opgave. Planen er at bygge to dæmninger i havet omkring de mest forurenede områder. Når den største dæmning står færdig, skal det forurenede vand pumpes væk og renses på et anlæg på stranden. Først derefter kan arbejdet med at grave den forurenede jord op begynde.
Den mest forurenede jord skal efterfølgende sendes til rensning, mens materialerne fra den store dæmning senere genbruges til opførelsen af den mindre dæmning.



















