Ringriderfesten 2026 er officielt skudt i gang i Sønderborg

Optoget gennem byen markerede åbningen af festen på Ringriderpladsen

Foto: Sissel Vinther

Optoget gennem byen markerede åbningen af festen på Ringriderpladsen

Foto: Sissel Vinther

10. juli 2026 Kultur Skrevet af: Sissel Vinther

Der er musik i gaderne, ryttere på pladsen og mennesker på vej ind mellem telte og boder, for Ringriderfesten i Sønderborg er officielt gået i gang, og de næste fire dage står byen i ringridningens tegn.

Dagen begyndte ved Sønderborg Slot, hvor rytterne samledes, mens Sønderborg Garden spillede på volden. Herfra bevægede det store rytteroptog sig gennem byen med musikervogne, orkestre og ryttere, inden det nåede frem til Ringriderpladsen og åbnede festen.

Blandt dem, der fulgte optoget hele vejen til pladsen, var Alina Sørensen fra Guderup, hendes 8-årige datter Isabel og Isabels mormor, Mona Sørensen.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Jeg har været her hvert år, siden jeg var ung, og min mor har også været her, så længe hun kan huske. Ringriderfesten betyder meget for mange lokale, og jeg tror, folk ville være kede af det, hvis den ikke var her”, siger Alina Sørensen til SønderborgNYT.

Isabel havde især lagt mærke til rytterne, men hun havde svært ved at vælge, hvad hun glædede sig mest til på pladsen.

“Det var et godt optog med mange flotte heste. Jeg glæder mig til det hele”, siger hun.

På Ringriderpladsen begynder ringriderdysten i de 19 galger, hvor publikum kan følge rytterne fra tribunerne. Samtidig åbner Street Food, Børneland, Tivoli og festteltene, så der er både mad, musik, aktiviteter og fest for store og små.

Artiklen fortsætter under annoncen

Mikael Nielsen fra Hellevad var også taget til Sønderborg sammen med sin kone og sin yngste søn for at se ringridningen. Familien har to heste, og for dem er det selve ringridningen og den sønderjyske tradition, der trækker.

Mikael Nielsen oplevede festen første gang for omkring 12 år siden og blev hurtigt grebet af den. På hans kones side af familien har ringridning længe været en tradition.

I løbet af dagen rykker musikken også ud i byen, hvor flere orkestre spiller koncerter forskellige steder i midtbyen. Her kan man blandt andet høre marchmusik, brassband og internationale orkestre, inden dagen fortsætter på Ringriderpladsen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Fredagens program byder også på Seniorfrokost i Lansen, liveunderholdning i Børneland og senere Ungefest med blandt andre Jimilian, Gobs, Italobrothers og Mullefromtheblock.

Ringriderfesten fortsætter lørdag med musik i byen, cykelringridning, skateboardringridning, Damefrokost og masser af liv i gaderne og på pladsen.

Søndag venter endnu en dag med rytteroptog, ringridning og det internationale Tattoo Show i Skansen, mens mandag blandt andet byder på Herrefrokost, musik og musikfestfyrværkeri.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hele programmet kan ses på Ringriderfestens hjemmeside, hvor eventuelle ændringer også vil fremgå.

10. juli 2026 112, Sønderborg

Politiet advarer mod svindlere i området

10. juli 2026 112

Syd- og Sønderjyllands Politi advarer om kontaktbedrageri i Augustenborg-området, hvor flere borgere inden for det seneste døgn er blevet ringet op af personer, der udgiver sig for at være fra banken. Bedragerne forsøger især at lokke ældre borgere til at udlevere betalingskort, koder eller smykker. Det seneste tilfælde blev anmeldt fredag den 10. juli 2026 […]

Læs mere...